Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I de gifte folks kvarter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
et litet gran uheldig i kjærlighet, til feberen har
lagt sig. Han raser som et umælende dyr.
Jeg gik op til manden paa verandaen, og saa
sandt som jeg sitter her, var det min agt at banke
livet ut av ham. Han gled ut paa gaten. „Hvad
er det De gaar her og ræker efter, De
rendestens-rotte?" sa jeg høflig for at gi ham et varsko, for
jeg vilde at han skulde være parat.
Han løftet ikke paa hodet, men siger ganske
trist og melankolisk, som om han mente jeg skulde
ha ondt av ham: „Jeg kan ikke finde hende,"
siger han.
„Død og snyte," siger jeg; „De har levet
altfor længe, — De med Deres ræken for at finde
hende i huset hos en gift, anstændig dame! Løft
op hodet, din forfrosne jødeslintre," siger jeg, „saa
skal du finde alt det du trænger og vel saa det."
Men han rikket sig ikke, og jeg langet ut med
hele min kraft efter øiet paa ham.
„Jeg tænker du har nok med dette," sa jeg;
men jeg hadde saa nær hat nok med det selv. Jeg
la hele min tyngde i slaget, men jeg slog i
tomme luften, og skulderen var like ved at gaa av
led. Korporalen var der ikke, og Annie Bragin,
som hadde set paa fra verandaen, deiser bakover
og faar det akkurat som en hane, naar en
tam-bur-elev dreier hodet om paa den. Jeg gik tilbake
til hende, for et levende kvindfolk — og det et
som Annie Bragin — er mere end en mo fuld av
spøkelser. Jeg hadde aldrig set et kvindfolk daane
før, og jeg stod der som en stukket kalv og spurte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
