Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Paa Greenhow-haugen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
209
avsted med næsen mot jorden, som en hund der
er kommet av sporet, nordover gjennem skogen.
Tilsidst slog han sig tiltaals og slang sig ned i en
bakke, hvor den bløte skogbund var dækket av
furunaaler; der var klart utsyn over bækkeleiet og
en naken, brun koll bortenfor, og inde i furulugten
og mørket under trærne kunde et hel hæravdeling
ha gjemt sig for solsteken derute.
„Her ender skogen," sa Ortheris. „Han er
nødt til at komme op langs bækkeleiet, for det gir
ham dækning. Her blir vi liggende. Der er ikke
saa fankens meget støv herinde heller."
Han ståk næsen ind i en klynge hvite violer
som ikke duftet. Ingen hadde nævnt for
blomsterne at deres styrkes tid forlængst var svundet,
og de blomstret lystig i skumringen inde under
furutrærne.
„Dette her er der mening i," sa han
velbehagelig. „Et nydelig fald paa denne skytebanen
tvers-over dalen. Hvor langt tror du det er, Mulvaney?"
„Over seks hundrede meter. Kanske litt mindre,
for luften er saa tynd."
Bang-bang-bang! En geværsalve slog hen over
haugen søndenfor dem.
„Pokker ta det blandede kor, som skyter paa
ingenting. De skræmmer op halve landet."
„Prøv et skud for at finde avstanden, mens de
driver paa," sa Mulvaney, den høit erfarne. „Der
er en rød sten derborte som han maa forbi. Fort!"
Ortheris stillet sigtet ind paa sekshundrede
meter og fyrte. Kulen hvirvlet op en liten støv-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
