Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
46
Ilden, hvorefter man igjen ifsrte sig baade Bellingerne og Komagerne.
Da jeg ikte havde vadet san meget i Sneen, som Finnerne, var jeg
ikte vand paa Benene, og mit Toilette indstrentede sig derfor til at
banke Sneen vel af mig. Glede og Tilfredshed lyste fra Alles An
sigter, og munter og lystig Passiar lod fra Alles Leber. Dagens Be
sverligheder, Tingdagens Begivenheder, Prest, Foged, Skriver, Leus
mnnd, Kjsbmnnd, betalte og übetalte Skatter, kort Alt, tjente til at
vedligeholde og kryddre Underholdningen, lystige Indfald, Vittighe
der og Kjeldermend aflsste hverandre, og man lo af sig selv og An
dre. Med synlig Tilfredshed og Velbehag, gottede og vederkvegede
Finnerne sig i dette Telt, der var saa lidet, at det hverken tillod os
at strekke vore Legemer ud, eller at rette vore Lemmer, og vi maatte
sidde med korslagte Ben, dersom vi ikke vilde faa dem opbrendte i
Ilden van Ildstedet. Glad, lykkelig og tilfreds udbrod snart den
Ene, snart den Anden: „Gud ste Lov for varmt og godt Hus!"
og saa sig med synligt Velbehag om i Teltet, medens jeg, den ved
Finnens Side siddende Gjest, var ner ved at forsmegte af Kulde,
Hede og Nsg. Det hender undertiden, at Storm og Uveir ikke til
lader Opfsrelsen af noget Telt eller Antendelsen af nogen Ild, og i
et saadant Veir kunne Finnerne intet Vieblik forlade Dyrene, dels
for at bevare dem mod Ulvene, og dels for at hindre Renene fra nt
drage afsted, som de da gjerne ville. I Sammenligning med en
saadan Nat ude i Sneen afgav nerverende Telt vistnok et godt
og varmt Hus. For jeg blev vant med Opholdct i et saadant Telt,
maatte jeg engang imellem arbeide mig igjennem Trengselen ud i fri
Luft, hvor Kulden og det haarde Veir da virkede vederkvegende og
tjolende paa mig. Men at tomme ud af et saadant overfyldt Telt,
var stundom en ren Umulighed, og dette var Tilfeldet denne Aften.
Jeg trykkede da af og til Ansigtet ned i Sneen imellem Riskvistcrnc,
hvor jeg sad, og stat Hovedet under Lerredsveggcn udenfor Teltet,
hvormed jeg blev noget aftjolet. Efterhaanden vennede jeg mig na
turligvis til denne Indetlemthed, og kunde saaledes tilsidst Time efter
Time holde nd at sidde med korslagte Ben; men timevis at kunne
sidde med Benene under sig, eller at ligge paa Kneerne, det er en
Stilling, som ikkuns den smidige og bsielige Fin kan udholde.
Omsider var det ved Ilden satte Kjodstykte saavidt optoet, at
det kunde ophugges i mindre Stykker, og han, som stulde hugge, reiste
sig nu saameget, at han kom til at ligge paa Kneernc. Vore Ven,
samt Hundene, og alt hvad som kunde vere i Veien, maatte nu gjore
saamegen Plads, at den knelende Kjodhugger kunde forrette sit Arbeide;
han tog nu Kjodet i den ene Haand, og med den anden hevede
Stockfleths Dagbog. 6
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
