Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
68
Lyden af sin egen Gjoen, forfslger en og anden geskjeftig og bjeffende
Hund en Nen, efter at denne er tommen tilbage til Hjorden. Hur
tigen vender Renen sig om, gjsr et Stod med sine Horn, og Hunden lig
ger paa Ryggen og spreller; nu er Turen til den at stygte, og det
gjsr den ogsaa, beskjemmet og tudende, med Halen mellem Benene.
Med rolig og stolt Holdning ser Renen efter den Flygtende, som vilde
den sige: udenfor Hjorden er din Plads, indenfor, og inde i Hjorden har
du Intet at gjsre, og vender sig derpaa om til sine Lige. Ren stanges
med Ren, provende gjensidig Styrke, men alt naturligvis i Kjerlig
hed og Enighed. Det har hendt, at Renene, ved saaledes at stan
ges, ere blevne saa indvitlede i hinandens grenede Horn, at de, uden
Folkehjelp, ikke have kunnet komme lss fra hinanden, og at de ere
fundne liggende dsde, fast indviklede i hinandens Horn.
Naar Renene blive opstremte, stutte de sig gjerne sammen, og nåar
derfor deslige Dyr paa deres Flugt faa Vie paa andre Ren, saa ile
de hen til disse. Det er denne Egenstab hos dem, som gjor det mu
ligt for Fjeldsinnerne, at vogte dem og at holde dem sammen ved
Hjelp af Hundene. Men samme Egenstab gjor ogsaa ofte Renene til
Bytte for Ulvene, thi forst efter at disse har drebt og saaret flere af
dem, adsprede de sig. Renens Tilbsielighed til at flutte sig sammen
afstedkommer stundom ligesaa komiske som kjedsommelige Forviklinger for
Reisende. Moder man gjoende Hunde, saa stutte Renene sig sam
men, hoppe over Slederne og afstedkomme da Forstyrrelser, og ofte
bliver den ene Pult indvitlet i den anden. Ved saadanne Leiligheder
binder Fjeldsinnen sirar alle Renene i Slagtomme til sin Pulk,
gaar da ud af denne og tretter selv sin Ren efter sig, og derved til
lige alle de svrige.
I sijont og behageligt Veir forlod jeg disse sire Fjeldsinnefami
lier, for at tiltrede Tilbagereisen til Polmak, hvor jeg havde beram
met Gudstjeneste den paafolgende Sondag, den 9de Marts. Min
Vert Ole Larsen stydsede baade mig og mit Tsi. Efter fire Miles
Kjorsel, tege vi Nattekvarter i en sdestaaende Tsmmerstue. Den
selgende Dag gik Veien gjennem flere smutte stovrigc Trakter. Da
vi kom til et Vand, ved hvis Bred Utsjok Kirke og Prestegaard lig
ger, var der en Mengde Mennesker samlet, i hvis Fslge vi fortsatte
Reisen til vi kom udenfor Prestegaarden. I Kirken stulde der vere
Visitats og Overhoring. Provsten og to Prester vare tilstede. Man
vidste, at jeg var underveis og ventede mig. Jeg havde naturligvis
gjerne tåget ind i Prestegaarden, dersom jeg ikke havde havt Forret
ninger i Polmak om Ssndagen, thi en saadan Sammenkomst maatte jo
have gjensidig Interesse. Sent om Aftenen tom jeg til en russisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
