- Project Runeberg -  Diderot, hans liv og hans gerning /
49

(1891) [MARC] Author: Knud Ipsen With: Harald Høffding
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Diderots Levned - VII

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

DIDEROTS LEVNED. 49

indeholdt stærke anklager og nedsættende domme — ikke
så meget mod Diderot iøvrig (han var netop særlig
skånet), som mod adskillige af hans venner, særlig
Grimm, og andre endnu levende personer, I en note,
på et aldeles uvedkommende sted, gør Diderot et vold-
somt anfald mod Rousseau, der var hans gamle ven,
men med hvem han forlængst var raget uklar. Denne
note vakte stor opsigt og stor modsigelse fra Diderots
literære fjender. Da Diderot to år senere udgiver sit
skrift om Seneca i ny udgave var den forøget med et
udførligt forsvar og et nyt udfald mod Rousssau. Man
har dømt denne Diderots fremgangsmåde meget strængt,
og den lader sig neppe helt undskylde. Men nogen
grund til indignation overfor Diderot er der ikke. Vi
ved, at var der først åbnet for slusen, så strømmede
vandet ud over alle bredder. At Diderot ikke holdt
måde er sikkert nok, ligeså at det havde vidnet om
mere sjælsstyrke om han havde nøjedes med en be-
sindig protest, hvis han da «ikke havde foretrukket at
tie helt stille, således som han havde gjort ved andre
lejligheder. Men glemmes må det ikke, at den bog, der
vakte hans harme, virkelig var fuld af bagvaskelse og
mistænkeliggørelse, og at Diderot på sin side kun var
ledet af en på det dybeste krænket venskabsfølelse og
af en glødende indignation. Når Diderots angreb blev
så voldsomt, så var det sikkert fordi han nu gav luft
for følelser, der havde ligget indestængt længe i hans
sjæl. Han havde oprindelig elsket Rousseau overordenlig
højt og bruddet imellem dem var sikkert ikke sket uden
flænger i hans sjæl. Det var om Rousseau, han skrev
til Sophie Volland i 1765: ,Har man én gang haft en
Plads i mit hjerte, så forlader man det ikke uden at

sønderrive det; dette er et sår, som aldrig vil blive helt
Knud Ipsen: Diderot. 4

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:54:24 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ikdidrot/0063.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free