Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Diderots første filosofiske Skrifter - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86 DIDEROTS FØRSTE FILOSOFISKE SKRIFTER.
denne vidunderlige orden, som viser sig fra alle sider,
hvad skal jeg mene herom? — At det er metafysiske
begreber, som kun existere i Deres bevidsthed, vil han
svare Dem. —Opfylder man et udstrakt terræn med
ruiner, som henkastes på må og få, så vil ormen og
myren mellem dem finde særdeles bekvemme boliger;
men hvad vilde De nu sige om disse insekter, hvis de
antog, at disse faktiske forhold, hvori deres organisation
finder sig til rette, var særlig indrettede til dem, og de
kom i extase over denne underjordiske arkitekturs skøn-
hed og over den overlegne intelligens hos havemanden,
der har lagt tingene til rette for dem?*
Sammenligne vi nu ,Brevet om de blinde* og det
brev til Voltaire, der supplerer det, med ,Skeptikerens
spaseretur*, så se vi, at han i begge skrifter i hoved-
sagen indtager det samme skeptiske standpunkt. Han
kan i reglen akviescere ved de indvendinger, som de
forskellige standpunkter fremfører mod hverandre, og
netop derfor kan han ikke slutte sig positivt til noget
af dem. Resultatet bliver for ham: ingen fornuftreligion
er mulig! ligesom han tidligere sagde: ingen åbenbaret
religion er mulig! Når han alligevel oven i købet i et
privat brev, påstår at tro på Gud, så kan det kun være
en på umiddelbar følelse grundet overtydning.
Men denne umiddelbare følelse er rigtig nok ingen
religiøs trang, men i det højeste en — vel nærmest
æstetisk — stemning. Det er naturens skønhed, der be-
tager ham og udvider hans sind og får hans hjerte til
at svulme af lyrisk begejstring, så uvilkårlig Guds navn
fødes på hans læber. Hvor milevidt er ikke denne
følelse borte fra den, der får Diderots antipode den
énsomme Pascal til at kaste sig ned i støvet for sin
Gud. De uendelige rums evige tavshed er ikke Dide-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
