Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kunstkritiken - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
198 : KUNSTKRITIKEN.
to afhandlinger hinanden.*) Betragtet hver for sig re-
præsentere de to standpunkter kun en del af sandheden,
svarende til kunstens rytmiske svingninger imellem |
naturiagttagelse og fantasiskabelse. Der er jo perioder, |
hvor i slægtens og kunstens udvikling de individer, som
føle produktionstrangen i sig, leve et udad vendt liv,
opfyldt af det levede liv omkring dem, med alle sanser
åbne for naturen og natursiden i mennesket. Så skaber
en Teniers sine lystige kermesser, en Jan Steen sine
overstadige gilder, en Greuze sine idylliske huslige
scener, en Kröyer sine hattemagere. Livet er som en
fest, hvor man sidder til højbords — hvis man da ikke
er faldet under bordet — eller en arbejdsplads, hvor
mennesker af ens eget kød og blod lider og stræber.
Og så kommer der dog en tid, hvor sjælen føler sig
mæt og træt af brydningerne, der spreder og splitter, af
mangfoldigheden, der blander sammen og begrænser;
tider, hvor trangen til glæde ikke tilfredsstilles af livet
selv, men må søge ud over livet; tider, hvor sjælen
længes efter noget enkelt, stort og helt, som fylder den
til randen; tider, hvor mennesket lukker øjet i for den
brogede verden derude og søger tilbage til sig selv,
hvilende i stemninger og billeder, der dukke op af
*) Dog, som det vil fremgå, ikke på den måde, hvorpå Bersot i
sit iøvrig så fortrinlige skrift (Etudes sur le XVIII siecle. Etudes
spéciales p. 240), vil det, at essaiet skulde give malerkunstens,
fortalen til salon 67 billedhuggerkunstens æstetik. Diderot taler
i den siste ganske vist mest om antiken, men han nævner dog
af de senere kunstnere, der tilstræbte og nåede idealet, malere
som Rafael og Poussin. Et andet sted (XI p. 371) bebrejder
han Rubens, at han er for national, idet—han i sin fremstilling
af idealet, der ikke tilhører nogen nation eller tid, er blevet
hængende i gengivelsen af den altfor fede og fyldige flamske
type.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
