Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latinsk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
førtes fra England til Odense. Om han har været
Øjenvidne til Kongedrabet, kan ikke sees af hans
Skildring, hvorimod han udtrykkelig fremhæver, at han
var tilstede ved den højtidelige Skrinlæggelse af
den kongelige Martyrs Ben, hvilken fandt Sted under
Erik Ejegod 1101. Hans Skrift er tilegnet Kong Niels
i en blomstrende Indledning, i hvilken han beder
om Undskyldning for sin »Mangel paa Veltalenhed
i et fremmed Tungemaal« og med klassisk Erudition
fremhæver, at han ikke »fortæller om Danaernes Skibe,
som bragte Dardanerne Undergang, ejheller om Hektors
Fylkinger, der, dækkede bag Skjoldene, gik rask
frem mod Myrmidonernes Krigsmagt; men jeg fortæller,
hvad jeg af troværdige Mennesker af begge Kjøn har
hørt om den fromme Konges, den af Gud elskede Martyrs
Gjerninger.«
ÆLNOTHS historiske Arbejde er kun lidet af Omfang; en
Piece vilde man kalde det i vore Dage. Fremstillingen
er, som man allerede vil have seet, meget blomstrende,
med iblandede Hexametre, jevnlige Hentydninger til de
klassiske Forfattere, ja endog Citater af dem -
»monumentum ære perennius«, et Mindesmærke varigere
end Malm, kalder Forf. saaledes sit Skrift med et
Udtryk, laant fra Horats. Om den brede og overlæssede,
for sin Tids Smag pyntelige Stil giver det femte Kapitel
en god Forestilling. Det lyder i I.S. JACOBSENS
Oversættelse (Kbhvn. 1874) saaledes:
»Nu da vi ophøre med at ro langs med Strandbredden
og, efterat have mættet vort Øje med Udsigten over
det nære Land, vende Stevnen ud imod det dybe Hav,
lader os da med Omhu og Flid tilstoppe Sprækkerne
i vort Fartøj, at ikke den lumske Sø skal trænge
ind ad en Læk og hindre vor Fart! vi rejse Herrens
Korses Træ og hejse Dydens Sejl ivejret, vi stoppe
vore Øren for Sirenernes Sang, fra hvilken vi flyve
bort for en rask Bør, og naar vi saa have bragt vor
Helts Idrætter til den ønskede Havn, da ville vi
kaste vort Haabs Anker i den guddommelige Naade,
at ikke fjendske Klipper skulle hindre vort Skib,
der er ladet med aandelige Gaver, og blande Glæden
paa Stranden med Graad og Klage, naar Klenodierne
føres bort og atter drive om paa Bølgerne. Men han,
som siger: »Oplad din Mund, og jeg yil fylde den,«
styre vore menneskelige Læber og vor Munds Tale,
at vi maa forkynde hans Stridsmands Ære saaledes,
som han vil at den skal leve iblandt Efterkommsrne.«
Hvad Ælnoths historiske Standpunkt angaaer, er dette
selvfølgelig allerede givet ved den Omstændighed,
at hans Skildrings Gjenstand, Kong Knud den Fjerde,
jo var Kirkens virksomme Velynder, og at det egenlig
var for dens Sag, han lod sit Liv i det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
