- Project Runeberg -  Illustreret dansk Litteraturhistorie / Første Bind /
62

(1902) Author: P. Hansen
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dansk Litteratur

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Poesi – lempede efter vor Tids Udtryksmaade,
hvorved det paa den anden Side maa bemærkes, at et
oprindelig fuldtlydende Rim stundom kan tabe noget
af sin Lødighed.

Af »Jomfru Mariæ Rosenkrans«.

Jeg er den Sol, som altid skin,
det Vand, som Gud vendte om til Vin,
Paradises rindende Kilde.
Hvad ieg vil gjøre paa Himmel og Jord,
den Magt staaer altid til mine Ord,
Gud haver mig givet stor Vælda.

Om Du var dømt til Helvedes Grund
og skulde derned i samme Stund –
vilde til mig Du Dig vende,
jeg kan dig redde fra Pine og Nød,
ej skal Du friste den evige Død,
min Naade vil jeg Dig sende.

Alle de Ting, som Gud har skabt,
skulle før forgaa og blive fortabt,
end nogen af Tjenerne mine,
som læser min Psalter med gudelig Agt,
skal blive fordømt, som jeg haver sagt,
for Brøden eller Synderne sine.

Thi raader jeg Alle, baade Store og Smaa:
min Psalter lad Eder ej undgaa,
haver den i Eders Gjemme,
bær den hos Eder med Tugt og Ære,
I, som vil mine Tjenere være –
dette Raad skulle I ej glemme.

Af »Skabelsen«

For Gang, som Adam og Eva de gaa,
Gud lod det fore deres Synder staa,
begyndte de begge at raabe;
alle Dyr, som skabte vare,
mellem Adam og Gud de Vidne bare,
af Paradis strax de løbe.

O Adam, Adam, hvor det var ilde.
Du skulde den store Glæde spilde
og gjøre Dig selv den Skade!
Fiske, som vare i alle Flode,
de løbe i Vandet og ilde lode,
over Adam stor Ynk de ha’de.

De saae til Himlen og stampede paa Jord,
for Adam han havde ilde gjort,
Gud vidste, hvad de monne mene;
Fugle fløj højt og raabte saa fast,
for Adam han var af Paradis kast,
slog sig mod Træer og Grene.

Hvad Sorg udi Adams Hjerte stod,
det veed den Gud, ham vorde lod,
han gav sig ganske saare.
»Eva!« sagde Adam med grædende Taar,
»eja, hvad Ondt os fore staaer,
»Gud give, vi døde vare!«

Af »Menneskets Levnet«.

Naar Du est død.

Verdens Levnet er ligervis
som den, der bygger paa en Is
og agter der længe at bie:
der kommer et Vejr, slaaer Isen smaa,
den Bygning kan der ej længe staa,
den tager da til at skride.

O Herrer og Fyrster og gode Kvinder,
beskuer min Seng og drages til Minde,
Jomfruer og Ridder og Svende:
saadan er Verdsens Lykke og Ende,
ihvor vi os i Verden vende,
her ligger jeg nu alene.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:43:29 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ildalihi/1/0088.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free