Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dit Haar er gult, dine Kinder er røde,
som Rosen stander i fejreste Grøde,
den ædelig Kejserinde:
kom os til Hjælp udi vor Nød,
helst den Stund, der vi skal dø,
at vi det saa befinde.
Dine Øjne de brænde som to Rubin,
dit Aasyn haver det klareste Skin,
dertil den ædelig Viol:
Du maatte vel kaldes et iesse Ris,
derfor bær Du baade Lov og Pris,
Du sidder paa Davids Stol.
Dine Hænder er hvide, dine Fingre smaa,
Alverden dem ej fuldprise maa,
hver Engel i Himmeriges Rige:
Du skifter mindelig ud din Naade,
som Lilien spreder ud sine Blade,
Ingen er, Jomfru, din Lige.
Dine Ben og dine Fødder,
de maa vel lignes ved Lilierødder,
som Mesteren skriver aabenbare:
som Lilien giver fra sig sin Døn (Duft),
saa gjør Du med din værdige Bøn,
for Mennesker beder Du saa saare.
Et Anstrøg af ridderlig Tilbedelse har den erotiske
Stemning i den ualmindelig fuldt og fagert klingende
Maria-Vise, som antages at have Munken PEDER RÆFF
til Forfatter og af hvilken to Strofer anføres her:
Ret Elskovens Dyd med Sang og Fryd,
det vil jeg love og prise:
et Blomster er til, jeg ej nævne vil,
som æres med denne samme Vise.
Hun er baade faur og dydelig
og viis og klog foruden al Svig
og tro foruden Galde.
Som Solen for andre smaa Stjerner er,
slig er den Jomfru baade fjern og nær
blandt Fruer og Jomfruer alle.
Eja, eja,
vilde hun mig til sig kalde.
Nu vil jeg vende min Hu igjen,
mens vi ej sammen maa blive,
skrive i mit Hjerte den Liliegren,
saalænge som jeg maa leve;
ret aldrig skal den slettes deraf,
om end jeg var ved den hellige Grav
og hun ved Verdens Ende.
Hendes Villie at gjøre er jeg tilrede,
krybe paa mine bare Knæ over Mark og Hede,
om hun mig Bud vil sende.
Eja, eja,
siden jeg hende først kjendte.
Der er i disse Vers noget af Folkevisens Duft og Sødme,
og baade Stemningsfylden og Udtrykkets naturlige Lethed
og Fynd maa forbause i Sammenligning med det Meste af
Tidens øvrige Kloster-Poesi. Højere i ægte folkelig
Udtryksmaade naaer dog den gamle kristelige Dagvise,
hvor en inderlig Kristenfølelses lutrende Luft har
bortvejret enhvet Rest af Maria-Erotikens lumre
Atmosfære. Der kan ikke paavises nogen latinsk Kilde
til denne Vise, saa man har Ret til at antage den for
national-nordisk i sin Oprindelse, om det end ikke
lader sig godtgjøre med Bestemthed, hvorvidt den
tidligst har været til paa Dansk eller paa Svensk.
Som den første friske Bebudelse af en senere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
