Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
møde denne nye Digtform, der vel kan være voxet ud
af Oldtidsverset, men snart har krystalliseret sig
til en fra det forskjellig fast og gjennemsigtig
Bygning, er paa Knud den Stores Tid. Kun en enkelt,
fjern Harmoni naaer vort Øre, men vi kjende strax
Klangen, og den er tilmed saa stemningsfuld i sit
Udspring, at ingen bedre Indvielse kan forberede
os til Vandringen i Romantikens syngende Skov end
Beretningen om den lille Begivenhed, hvorfra hin
første Klang af Folkedigtningen lyder til os.
En gammel Klosterkrønike fortæller, at Kong Knud en
Aftenstund kom sejlende med sin Dronning Emma og sit
Følge af Rigets ypperste Mænd over Søen til Klostret
St. Ely for at fejre Marias Renselsesfest. Da lød paa
eengang Munkenes Korsang ud over Søen til dem i den
stille Kveld. Kongen blev greben af det højtidsfulde
Øjeblik, kaldte sit Følge sammen om sig og gav sin
Stemning Luft i en Vise, som han digtede og sang paa
Stedet, medens hans Mænd stemte i med. Visen begyndte
saaledes:
Merrie sungen the muneches binnen Ely,
da Cnut king rew der by.
»Rowed, cnites, noer the land
and here we des muneches sæng.«
(Gladelig synge de Munke i Ely,
mens Kongen Knud roer der forbi.
»Roer, mine Svende, nær til Land,
at vi kan høre de Munkes Sang.«)
Som Folkevisens romantiske Skjær hviler over den hele
Scene, saaledes have vi her den ældste Mindelse om
dens tidligste Form, den rimede toliniede Strofe, og -
da Kongen synger den og hans Mænd danne Koret - med
udtrykkeligt Vidnesbyrd om dens musikalske Fødsel og
efter al Sandsynlighed ogsaa om dens Sammenhæng med
Omkvædet. Saa langt tilbage i Tiden udspringer det
friske Væld, hvis melodiske Løb endnu risler gjennem
den Digtning, der ligger os nærmest og er os kjærest.
For at faae Overblik over det omfattende Stof maa vi
foretage nogle Sondringer. De lade sig gjennemføre
uden Vilkaarlighed, thi i sin Frodighed er Folkevise-
Litteraturen intet Kaos uden begrænsende Linier; den
er en Verden med organisk Væxt og naturlig Sammenhæng
med Tilværelsen udenfor som mellem Delene indbyrdes,
altsaa med Betingelser for et skjelnende Overblik,
skjøndt dette ganske vist ikke maa vente at se de
enkelte Partier falde skarpt adskilte helt udenfor
hinanden, men tvertimod altid vil møde flydende
Grænser og formidlende Overgange.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
