Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aldrig saae jeg nogen skjønne Jomfru,
der værre kunde sømme Lin;
og aldrig saae jeg nogen stolt Jomfru,
der bedre kunde drikke Vin.
Aldrig saae jeg nogen skjønne Jomfru,
der værre kunde røre Naal;
og aldrig saae jeg nogen stolt Jomfru,
der bedre kunde tømme Skaal.
Hun syer aldrig saa liden en Søm,
hun har jo sin Naal i Munde;
og hun faaer aldrig saa stor en Skaal,
hun drikker den jo ud til Bunde.
Jeg saae aldrig to saa djærve Øjen
under nogen skjøn Jomfrus Braa;
hendes Hænder ere som haarde Jern,
fast de ere hvide og smaa.«
»Sid og ti, Du arge Terne!
og Skam saa skalt Du faae;
hvad enten Du syer vel eller ilde,
jeg passer der lidet paa.
Sid og ti, Du arge Terne!
og skjøt Du intet om mig!
om jeg vender mine Øjen ud eller ind,
jeg vender dem ret aldrig til Dig.«
Alle da sade de stolte Jomfruer
og syede hver som de turde;
alt sad da Hagbard Kongens Søn,
kaste ud de Dyr paa Borde.
Alle da sade de skjønne Jomfruer
og sømmed Guld over Knæ,
foruden Hagbard Kongens Søn,
han ridsed de Dyr paa Træ.
Han tog ud sin liden Kniv,
han ridsed, som vel han kunde:
han skrev der baade Hjort og Hind,
som de paa Skoven runde.
Han skrev Hjort, og han skrev Hind,
som de for Rakken monne fly;
han skrev den vildene Fugl i Skov,
som den til Kvisten monne ty.
Han skrev Hjort, og han skrev Hind,
og saa den vilde Raa;
saa drev han den Dag til Ende,
den mørke Nat kom paa.
Saa »tændes op de høje Voxlys, de brunde i forgyldene
Klove«, Signe og hendes Jomfruer begive sig tilsengs:
For gik hun stolten Signelille,
rød Skarlagen efter sig drog;
efter gik Hagbard Kongens Søn,
hans Hjerte i Brystet lo.
Fulgte de de to Kongebørn
til deres Sovestue:
efter da gik den falske Terne,
hun havde saa ondt i Hue
og belurede Samtalen, der faldt saaledes imellem dem:
»I siger mig, stolten Signelille!
men vi ere ene to:
er der Nogen i Verden til,
der Eders Hu leger paa?«
»Der er slet Ingen i Verden til,
der min Hu leger paa,
foruden ham Hagbard Kongens Søn,
og ham maa jeg ikke faae.
Foruden ham Hagbard Kongens Søn,
jeg aldrig med Øjen saae,
uden jeg hørte hans forgyldene Lyd,
naar han red til Thinge og fraa.«
»Er det Hagbard Kongens Søn,
I haver I Hjertet saa kjær:
da vender Eder hid, stolt Signelille!
han er Eder alt saa nær.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
