Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ret aldrig skal Du mere paa grønne Jord gaa,
og aldrig seer Du mere dine Børn saa smaa.
Men her skal Du sidde paa haarde Graasten,
og her kan Du lege med døde Mænds Ben.
End lader jeg Dig dog den Harpe af Guld,
den maa Du end slaa saa sorrigfuld.«
Det maatte man høre i grønneste Lund:
- Fuglene synge. -
Agnete slog Harpen paa Havsens Bund.
- Skjønne Agnete! -
Det fraadeomsprøjtede Skjær er Bolig for Rosmer
Havmand, i hvis Jettenatur Havets og Fjeldets forenede
Vildhed er personliggjort. Et kvindeligt Havvæsen
i menneskelige Omgivelser gjøre vi Bekjendtskab med
i Visen om »Havfruens Spaadom«; Dankongen har ladet
hende gribe og sætte i Fængsel; denne Lejlighed vil
Dronningen benytte til at lære sin Fremtidsskjæbne at
kjende, og Havfruen spaaer hende da, at hun skal føde
tre Sønner, men lade Livet for at sætte dem i Verden.
»Den Havfrue danser paa Tilje« og det efter Strofernes
vexlende Indhold lempede »Alt skalt Du fremme min Vilje«
ere de to Omkvæd, der med malende Virkning paa eengang
fastholde Grundstemningen og ledsage Handlingens Gang
som forklarende Akkompagnement.
De daarende og dragende Egenskaber, som give Elverfolket
Magt over Sjælene og udgjøre Motiverne for Viserne om
dem, have faaet et særegent yndefuldt Udtryk i den
melodiske Skjønhed og den vemodsfulde Grundklang, som
præger disse Sange. Saaledes den om »Elveskud« med den
mystiske Sommernatsstemning i Omkvædet: »Men Dansen den
gaaer saa let gjennem Lunden« og dens gribende Skildring
af den dødsygnende Ridder Olufs Hjemkomst til hans
Moders Borg, efterat Elverpigen har slagen ham mellem
Herde, fordi han ikke vilde følge hendes Lokken. Intet
Under, at denne Folkevise i vor Tid har inspireret til en
Tonedigtning af høj musikalsk Skjønhed og nationalt Værd. -
Let og luftig som Elverpigernes Dans paa Enge er Skildringen
ligeledes i »Elvehøj« med dens korte Indledning, der vækker
Stemning som et enkelt Buestrøg, og det umiddelbart følgende
Tonebillede af Elverpigernes koglende Færd:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
