Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den skjønne Vise om »Dronning Dagmars Død« hører til
de mest bekjendte blandt Folkeviserne. Den er i sin
kraftige Betoning af Fortællingens Hovedpunkter, i
sin Forbigaaelse af sinkende Mellemled og i den
maleriske Livfuldhed, hvormed Sindets Bevægethed
omsættes i anskuelig Bevægelse, et Mønster paa
Romancedigtning. Allerede den første Strofe sætter
os midt ind i Begivenheden:
Dronning Dagmar ligger i Ribe syg,
til Ringsted lader hun sig vente;
alle de Fruer for sønden Aa
dem lader hun til sig hente.
Udi Ringsted hviles Dronning Dagmar.
Med Rette beundres Skildringen af Kong Valdemars
hurtige Ridt, da Dagmars Smaadreng har opsøgt ham
paa Gurreborg og bragt ham Melding om hendes Sygdom:
Dankongen slog det Tavelbord sammen,
at alle de Guldtavel de sung’:
»Forbyde det Gud Fader i Himmerig,
at Dagmar skulde dø saa ung!«
De ledte ud de Gangere graa,
lagde paa forgyldene Mile:
end rede de til Roskild By,
førend de toge dennem Hvile.
Der Kongen han red af Gurreborg,
hannem fulgte vel hundred Mænd;
men der han kom til Ringsted,
hannem fulgte ikkun Dagmars Dreng.
Der Kongen red ud af Gurreborg,
hannem fulgte vel hundred Svende;
men før han red over Riberbro,
da var han Mand alene.
Som beskæmmende Modsætning til Emnet for Visen om
Dronning Bengerd holdes Mindet om Dagmar endnu op
for Lyset i dens Omkvæd:
Aarle om Morgen, langt før Dag,
- Gud glæde din Sjæl, Dronning Dagmar! -
Bengerd hun kravde sin Morgengav’.
Ve da vorde hende Bengerd! og Herre Gud være med Kongen!
Med Sympathi for Menigmand fremstilles de Krav, den
herskesyge Dronning stillede til sin kongelige Gemal,
da hun vilde have Folket kuet:
»Min Herre! I lader det saa være:
I lader ikke Fruer Skarlagen bære!
Min kjære Herre! I lader det blive:
lader aldrig Bondesøn god Hest ride!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
