Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Karm«. De komme lykkelig hjem, og fra sin sikre Borg
haaner hun den gjækkede Ridder med drastisk Skjemt:
Det var Jomfru Gundelille,
lader skrive de Breve under Ø:
lader spørge rige Hr. Palle,
om hendes Kjøresvend var Mø.
Det var Jomfru Gundelille,
gjorde hannem end større Harm:
hun sendte ham Vugge og Svøbeklæder
alt til hendes Kjøresvends Barn.
Det var Jomfru Gundelille,
gjorde hannem end mere Spe:
hun sendte en Krukke Barselgrød,
dertil en liden Ske.
Det var rige Hr. Palle,
han sørger sig selv til Død;
end lever Jomfru Gundelille,
og end saa væn en Mø.
Der springer ud Løven i saa grønne.
Beslægtet med Aanden i disse Viser om kvindelig
Kjækhed og Raskhed er den Spot over mandlig
Uduelighed, over karleklædt Kvindagtighed, som i
adskillige Skjemteviser bliver det fra Riddertypen
affaldne Mandfolk tildel. Saaledes »Tyge Hermandsen«,
der paa sin Bryllupsdag ikke vil vove en vaad Trøje
for at hente sin Brud, men lader sig holde hjemme
af den øsende Regn og de opsvulmede Bække og sender
sin Ven Nilaus afsted for at føre hende hjem. Den
raske Ridder Nilaus holder da Bryllup med Jomfruen,
og først fire Dage efter, da det er blevet Tørvejr,
indfinder den ømskindede Hr. Tyge sig for at gjøre
sine Rettigheder gjældende, men faaer nu naturligvis
Svar som forskyldt:
»Hør Du, Tyge Hermandsen!
det maa Du vel vide:
jeg vil ikke have den Svend,
i Regn tør ikke udride.
Havde Du været en Jomfrusvend
og havde Du havt mig kjær,
da havde Du brudt den Bølge blaa
alt med dit blanke Sværd.«
»Da vil jeg mig i Kloster give,
en Munk saa vil jeg være;
saa mænd ved, stolten Sidsellil!
jeg kommer her aldrig mere.«
»Falder din Vej her nogentid frem,
og stilles da den Bæk:
har jeg ikke Oste foruden to,
Du faaer dem i din Sæk.«
Jeg skal ride mig ud imod saa væn En.
Det forøger kun stolt Sidsellils Spot, at den
kvindagtige Bejler vil søge sin Trøst i et Kloster,
som overhovedet Munkelivet, saa forskjelligt fra
Ridderens daadkraftige Tilværelse, maa finde sig i
at blive Gjenstand for en Satire, der bliver alt mere
bidende, jo mere det afviger fra sit aandelige Formaal
og gaaer op i verdslig Vinding og Velvære. Saaledes
fremstaaer henimod Reformationstiden Nidvisen med
dens Haan over den katholske Gejstligheds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
