Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lethed kan finde dem; her kun til Tydeliggjørelse et
Par; i Visen om »Kjeld Rune og Havfruen«:
Han skrev de Runer paa Lindekvist,
han bandt den Havfru med stor List.
Han skrev de Runer paa Lindegren,
han bandt den Havfru til en Sten;
i Visen om »den talende Harpe«
Der kom østen Vejr og Vind
og førte hende østen og vester ind.
Der kom østen Vejr og Vand
og førte hende op paa hviden Sand.
Strofe-Sammenstillingen har her ligesom en Anelse om
det Antithetiske; tydeligere er dette tilstede i de
hyppigt forekommende Tankevendinger, hvor et Udtryk
næsten med en Slags poetiskmusikalsk Nødvendighed
afføder sin Modsætning eller sin Fuldstændiggjørelse
indenfor samme Idekreds, f. Ex. i »Klosterjomfruen«
S. 134, hvor Svenden sidder i Højeloft og »leger
med Sølvet hint hvide«; et med Folkevisens poetiske
Stil fortroligt Øre venter - og faaer ogsaa -
i næste Strofe dette Billede suppleret med det
modsvarende: »han leger med Guldet hint røde«. Og
i en Strofebygning som den følgende af »Agnete og
Havmanden« træder det Antithetiske frem med fuld
Bevidsthed som Strofe og Modstrofe i et Musikstykke:
»Men naar Du nu skal til Kirke gaa,
saa maa Du ikke tage dit røde Guld paa.
Og naar Du kommer paa Kirkegaard,
saa maa Du ej slaa ud dit fagre gule Haar.
Og naar Du triner i Vaabenhuset ind,
saa maa Du ikke smile under Skarlagenskind.
Og naar Du kommer paa Kirkegulv,
saa maa Du ikke gaa til din Moder i Stol.
Og naar Præsten han nævner den Høje,
saa maa Du Dig ikke nedbøje.«
Men der hun skulde til Kirke gaa,
saa tog hun alt sit røde Guld paa.
Og der hun nu kom paa Kirkegaard,
Agnete slog ud sit fagre gule Haar.
Og der hun tren i Vaabenhuset ind,
Agnete hun smiled under Skarlagenskind.
Og der hun nu kom paa Kirkegulv,
Agnete gik ind til sin Moder i Stol.
Og da Præsten han nævned den Høje,
hun monne sig dybt nedbøje.
Ved disse Midler opnaaer Folkevisen en Dvælen i
Stemningen, som kommer Indtrykket af den episke
Skildring tilhjælp og forstærker det. Naar man nu her
tillige lader Tanken fastholde, hvad der ovenfor er
sagt om Visens musikalske Udstyrelse, dens Foredrag
som Solo- og Korsang og dens Ledsagelse af Dans, mulig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
