Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Tausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klawaemooll Och edt wenlight tilbudh, huorledes then
herre Jesus Christus beclawer, ath wij eræ saa faldhnæ
hannum fraa, Och haffue kast then helig Christelighæ
troo Ath wij inthet haffue beholdhet ther aff wdhen
navnet. Och huorledes hand naadheligh tilbydher
oss gudz naadhæ oc wenskaff ighien formedelss sidt
helige Euangelium.« Det er Vorherre selv, der fra
sin Himmeltrone taler til sin Menighed: »I veed vel,
hvad I have svoret mig igjen i Daaben, hvorledes I
have hyldet mig for Eders Herre og Fyrste med svoren
Ed; nu er jeg kun altfor tidt bleven undervist om,
hvorledes I have forglemt samme Ed og ere affaldne
fra mig og ikke agtet paa, at I maatte beholde det
stærkeste Slot og Fæste, som er den store og stærke
Tro, som jeg bød Eder at sætte paa det Ord, jeg havde
lært Eder, det hellige Evangelium.« Menneskesindet har
været vildledt og søgt Frelsen paa mange Veje: »Er
det ikke saa? Løb I ikke fra Rom til St. Jakob, fra
St. Jakob til Stjernebjerg, derfra til Klippinge,
fra Klippinge til Rye, fra Ry til Aabenraa, fra
Figentræ til Pæretræ, fra Pæretræ til Æbletræ,
I løb hid, I løb did og fandt dog ikke Eders Sjæls
rette Føde; I bleve jo lige hungrige, lige tørstige,
fordi Eders Sind og Samvittighed kunde ikke blive
tryg og fredsommelig af Arriner og Kariner, Kapper
eller Vievand; saa stod I altid i Tvivl, hvor stærkt
I end løb derefter.« Til Borgerne i Viborg og Aalborg
sendte den gamle fyenske Biskop JENS ANDERSEN BELDENAK
en Advarsel mod den evangeliske Lære og fremkaldte
herved Hans Tausens tredie Skrift: »Edt kort antswor
till bispenss sendhæbreff aff Othense« (1529). Han
viser sig heri som en dygtig Polemiker, idet han
Stykke for Stykke gjendriver sin Modstanders Paastande.
Allerede Skriftets Begyndelse giver en karakteristisk
Prøve paa dets Tone: »Vi Jens Andersen, med Guds Naade
Biskop udi Odense. - Aha, Hr. Jens Andersen, hvor det
skal blive Eder haardt at bestaa, at I er en Bisp af
Guds Naade. Ak nej, desværre, ikke af Guds Naade, men
af Guds store Fortørnelse, U-Yndest og besynderlige
Vrede, for vor Utaknemheds og mangfoldige Synders
Skyld haver Gud berøvet os vore rette Sjælesørgere«
o. s. v. Han opgjør ved denne Lejlighed et Regnskab
for sit personlige Vedkommende, idet han imødegaaer
Bebrejdelsen for at have brudt sit Klosterløfte. Hans
Svar er, at han netop derved er bleven sit tidligste
Løfte tro, det, han har givet Gud i Daaben: »I min
Daab besvoer jeg mig til min Gud, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
