Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Tausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Løgn han er i Kloster rig,
han giver os ingen Plage.
Ikke er en anden i Verden slig,
der os giver saadanne Dage.
Løgn han bygger op store Mure,
og intet Arbejde er os saa sure,
han kan os frilig bestyre.
»Sandhed, Du est baade sulten og mager,
dit Stegers monne lidet ryge.
Vort Prison [1] est Du en Gjest saa fager,
og hannem skal Du nyde.« -
Nu er Løgn vorden Munkens Patron,
og Sandhed sidder i deres Prison,
tildøde ville de hende svelte.
Havde Sandhed enten Venner eller Frænder,
der tilMunkene vilde tale,
at de deres Vrede vilde fra hende
vende og lade hende fredelig henfare!
Herre Gud af Himmelen hjælpe hende vel,
for Munkene gjør hende stor Uskjel,
hun haver dog ingen Brøde.
Sandhed for trykkes til en Tid,
det kan vel hver Mand mærke.
Djævelen gjør dertil stor Flid,
at han kan Løgnen bestærke.
Men kommer Sandhed tilords igjen,
da raader jeg, Løgn, Du bruger dine Ben,
Du vedst, hvad det vil koste.
De ere nu Faa, det ville forstaa,
at Sandhed af Fængsel er kommen,
de love Gud, baade Store og Smaa,
af Hjertet og ej af Lungen.
Papister dem stinger hun jammerlig,
at hun aabenbarer deres Svig,
som dennem stor Vold haver givet.
Rigens Hofmester Mogens Gjøe, selv en ivrig Lutheraner
og »alle Lutheraners Forsvar«, antog sig imidlertid
Tausens Sag, og hvad han ikke evnede, udrettede hans
Datter Birgitte - senere Herluf Trolles navnkundige
Ægtefælle - som havde en høj Stjerne hos Biskop
Rønnow. Med deres Forestillinger forenede sig Trykket
franeden, fra Kjøbenhavns Borgere, og der bragtes et
Forlig istand, som indrømmede Hans Tausen Ret til at
vende tilbage til Kjøbenhavn, imod at han forpligtede
sig til ikke i sine Prædikener at bruge »Skjændsord
mod Bisper og Prælater, Kanniker og Præster«, men
tvertimod at vise sig »hørig, tro og lydig mod
Biskoppen«, og Mogens Gjøe gik i Borgen for ham
med den stærke Forsikring, at han »vilde vove Hals,
Liv og Gods, hvis han skulde svigte sit Løfte.«
Forliget var jo ingen lille Indrømmelse fra Bispens
Side, men ogsaa Hans Tausen bandt sig i væsenlig
Grad ved denne Overenskomst og det er nok muligt,
at den har gjort Skaar i Tillidsforholdet mellem ham
og Kjøbenhavns Borgere. I den nærmest følgende Tids
stærke Røre tager han kun liden Del; han fordyber
sig i litteraire Arbejder og giver sig i Lag med
Oversættelsen af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
