Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hans Tausen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gode Venner, er berammet ikke for deres Skyld,
som noget højlig og grundlig ere boglærde og i
Skriften synderlig øvede og vel forfarne, hvilket
forstandigt Folk vel kan lettelig besinde. Men
for dennem, som ikke have saare studeret og ej
meget have hørt af den hellige Skrifts Udlægning,
synderlig dem hvilke dog ere beskikkede til at lære
Andre og vilde vel gjerne gjøre det Bedste, men have
det ikke udi Formuen. At de maa herved have nogen
Tilvisning og fast Grund at behjælpe sig med. Derfor
beder jeg Alle og Hver især tage Alting i den bedste
Mening og Intet altfor snart dømme til det Værste,
hvilket Somme pleje gjerne. For det er altid lettere
at dømme en Anden og foragte en Andens Arbejde end
at gjøre selv noget Godt. Jeg haver med denne Postil
ikke seet højt op og ikke tænkt hermed at fornøje de
vise Aander, men aleneste at ramme enfoldige Folks
Tarv og synderlig de Sognepræsters Gavn og Nytte,
som en grov og enfoldig Undervisning have behov, til
at afværge to Skader og forfremme et dobbelt Gavn,
at enfoldige villige Præstemænd baade maatte blive
ved deres Tjeneste og ulærd Almue kunde vorde lærd
og uforsømt. Thi jeg haver i Sandhed fornummet og
forfaret i disse tolv eller tretten Aar, jeg haver
prædiket Evangelium, at Mange have standet i Stampe og
ere i Lærdom blevne de Samme, de vare, ikke af nogen
ond Villie eller Had til Ordet og den Evangeliske
Lærdom, men af en Vanvittighed (Uvidenhed), de fornam
og følte i sig selv, at de trøstede sig ikke til at
fornøje og gøre sine Folk fyldest. Derfor bleve de,
som de vare, og gjennede deres Hjord til den Fælled,
did som de selv vidste Vejen bedst, og bade dennem
tro som deres Forfædre, enddog de vidste ikke, hvad
dette havde været. Men herefter haaber jeg, at Ingen
skal med godt Skjel kunne aarsage (undskylde) sig udi
de Maader. Er Villien god, da kan man hermed behjælpe
sig og begrunde heraf Saameget, at en Mand kan lære
sig først selv en hel Uge og siden om Søndagen lære
sine Sognefolk.«
Disse Ytringer kaste et oplysende Skjær over
Tarveligheden af de Aander, den nye Kirkeordning havde
i sin Tjeneste: et populairt Værk, som en Postil, der
almindeligvis er beregnet paa Lægfolks Opbyggelse,
har i den første Reformationstid nærmest selve
Præsterne for Øje og byder dem en, som det synes,
højst fornøden Hjælp og Undervisning, som de »med en
god Villie« kunne tilegne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
