Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Satiredigtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og naar mange Munke bede fast,
saa far han til Himmerig med en Hast.
At Nogen for Troen til Saligheden kom,
det have I intet talet om,
men til udvortes Gjerninger I os vise,
som I udi al Eders Prædiken prise.
Om Gjerninger af en stadig Tro komme,
da ere de gode og meget fromme.
Haver jeg til Gud en ret sand Tro,
da elsker jeg hannem alt det, jeg formaa.
Elsker jeg af Hjertet Gud,
da holder jeg altid gjerne hans Bud.
Om jeg holder Guds Bud vel,
da gjør jeg min Jevnkristen Skjel.
Elsker jeg min Jevnkristen af Hjertens Grund,
imod hannem gjør jeg ingenlund.
Se, saa komme gode Gjerninger ret
af en sand Tro alt slet (ganske ligefrem),
og ingen ret Tro kan nogentid komme
af Gjerninger, dog de synes fromme.
Efter hele sit Indhold maa »Peder Smed og Adser
Bonde« være bleven til i Aarene omkring 1530,
hvorvel det eneste fuldstændigt bevarede Exemplar
(i Rigsbibliotheket i Stockholm) hører til en Udgave
fra 1577. I tro Efterligning af Originalen blev dette
Exemplar 1880
offuerseet paa ny
aff Suend Grundtuig i Kiøbenhaffns by
oc hele Menigheden til Gaffn
prentet aff Thiele i Kiøbenhaffn.
Satiredigtningen var hyppigere Vaaben i
Protestanternes end i Katholikernes Haand; hine
vare jo den angribende, altsaa kampivrigere Part,
og for disse maatte der hengaa nogen Tid, inden de
kunde besinde sig paa, at der maatte tales til den
store Befolkning paa dens eget Maal. Ingen Satire,
intet Smædedigt fra katholsk Side er naaet til os,
hvis man ikke dertil vil regne »En Munks Klage«,
et polemisk Digt, som netop synes rettet særlig mod
denne Litteratur, og hvori den Overvundnes Stemning
faaer Luft i Fordømmelse af Modstandernes Kampmaade,
særlig den Anonymitet, under hvilken de dølge deres
Forsmædelser:
Det var vel ret og burde at ske,
at Hver, som Sligt vilde digte,
at de deres Navne lod sætte derudi,
at Hver Sandhed kunde besigte.
I Slutningsstrofen anraabes der om Hævn over Fjenden, og
der udtales en Fortrøstning om retfærdig Gjengjældelse:
En Fugl den kjendes paa Fjedren sin
og Æsel paa Øren hin lange,
saa gjør og Skalken paa Ord og Digt,
som stedse fra hannem maa gange.
Gud give dennem Sorg og Hjerteve
og aldrig Glæde i Bryste
og lade det vare saalænge hos dem,
indtil vi skulle dem trøste.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
