Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aandsvidenskaberne: Historieskrivning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oxes virksomme Hjælp Slotsprædikant hos Kong
Frederik II. i Aaret 1568. Vedel var en udmærket
Prædikant, af hvem vi have ni Prædikener i Behold,
udgivne 1593; hans Tone var mild og rolig, sjelden
polemisk og aldrig heftig, hvad Kongen ejheller
kunde lide. De herskende theologiske Stridigheder
tog han ingen Del i; derimod holdt han Øren og
Sind aabne for alle de historiske Meddelelser,
som Livet ved Hove kunde gjøre ham delagtig i.
Og de vare ikke faa, thi Rigets ypperste Mænd
søgte gjerne Samkvem med ham, og deres egen Del i
Landets Historie saavelsom deres Slægts Bedrifter
dannede hyppigst Emnet for disse Samtaler efter
Taflet i Kongeborgen eller i deres egne Hjem.
Danmarks Historie laa det lærde Tidsrums Adel paa
Sinde, og tidt og mangen Gang faldt Talen mellem Johan
Friis og Anders Vedel paa Saxos Krønike, Ønskeligheden
af at faae den fordansket og Muligheden for at
faae den fortsat. En Dag i Aaret 1570 gav Kansleren
Vedel en stor Bog, som indeholdt, hvad Christiern
Pedersen havde oversat af Saxo; de gjennemgik hans
Arbejde, men fandt det ikke tilfredsstillende. Friis
opfordrede Vedel til at rette det eller besørge en ny
Oversættelse, men han manglede Mod til at give noget
Løfte derom; Vanskelighederne ved en Opgave stod altid
for denne samvittighedsfulde Natur som større, end de
i sig selv vare. Hvor stor en Sorg det end var for
Vedel, da Johan Friis døde i December 1570, følte han
det dog samtidig næsten som en Lettelse, at al Tale
om Danmarkskrønikens Oversættelse vel nu var forstummet
med det Samme. Men heri tog han fejl. Kun faa Dage
efterat Vedel i Frue Kirke havde holdt Ligtalen over
sin afdøde Velynder, mindede Peder Oxe ham om den
Opgave, der ventede paa ham, og dennegang maatte han
give sit Samtykke. Han besørgede først et Par mindre
Arbejder, en Udgave af Hr. Michaels »Menneskets Levnet«
(S. 63) og en Oversættelse paa Latin af sin Lærer
N. Hemmingsens »Liffsens Vey« (S. 324), og tog saa fat
paa Oversættelsen af Saxo, som han nu havde saameget
større Føje til at udføre, som der var blevet ham
tildelt et Kanonikat i Ribe, af hvis Indkomster han
skulde have sit Underhold, for udelt at kunne hellige
sig til historiske Arbejder. I to Aar, fra Foraaret
1573 til Foraaret 1575, fuldendte han sin Oversættelse.
Da den saa skulde trykkes, manglede der Papir; Tyge
Brahe rettede da paa sin Vens Vegne i et latinsk Digt
en Appel til Nationen: »I danske Kvinder! Skaane
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
