Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Aandsvidenskaberne: Sprogforskning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Navn paa dem.« Ord, der kunde være skrevne igaar, og
som ramme Sømmet paa Hovedet ved en Ædruelighed og
Forstandighed i Tankegangen, som ikke altid raader i
vore Dages Sprogstridigheder.
I Slagelse skrev Ravn sin »Heptachordum Danicum«
(»Den danske Tonekunst«), der udkom 1646, paa eengang
en Musikens Historie og en Musiktheori, det første
Skrift af denne Art i Danmark (men forfattet paa
Latin), og hidtil nok ogsaa det eneste. Det begynder
med en historisk Indledning, der paa Tidens Vis fører
Musikens Oprindelse tilbage til de ældste bibelske
Sagn og betegner Jubal som »Stamfader til alle dem,
der spille paa Cithar og Hyrdefløjte«; derefter
omhandles Tonekunsten hos Oldtidens forskjellige
Folkeslag, særlig hos de gamle Danske, Skjaldekvadene,
Folkeviserne og de musikalske Instrumenter, den
kristelige Musik i dens Fremstaaen og i dens datidige
Tilstand baade ude og hjemme. Den derefter følgende
Musiktheori indledes med den Definition, at »Musiken
er den Kunst at synge vel«, hvoraf fremgaaer, at Ravn i
sin Udvikling mest lægger Vægten paa Sangen, for hvilken
han giver praktiske Regler. Et Tillæg til Skriftet
omhandler Tonernes mathematiske Forhold indbyrdes.
Et Supplement til dette Skrift danner i flere
Henseender Ravns følgende Arbejde, hans »Rhythmologia«
(»Verselæren«), til hvilken han havde Manuskriptet
færdigt allerede 1647, men som først udkom to Aar
efter i et kort Udtog: »Ex Rhythmologia Danica epitome
brevissima«. I Tilegnelsen til tre adelige Ynglinger
klager Forfatteren over den almindelige Vankundighed i
Benyttelsen af det danske Sprog og finder den især
fremtrædende, hvor Folk give sig til at skrive Vers
uden Anelse om Prosodiens Forskrifter; han mener, at
denne Uvidenhed og den tiltagende Sprogfordærvelse
maatte kunne afhjælpes af et dansk »frugtbringende
Selskab« i Lighed med det navnkundige tydske, og
opmuntrer til Stiftelsen af et saadant. I sin
Behandling af Verslæren henholder Ravn sig til nyere
Poesi og danner sig enten sine Exempler selv eller
vælger dem hos danske Forfattere, saasom Arrebo,
Vedels Folkeviser, Herman Weigeres »Reineke Fos«,
Hans Thomissøns Psalmebog o. fl. Han deler den nye
Rimkunst i en lyrisk og en heroisk Del, omhandler
derpaa Stavelsernes Kvantitet, Versets Fødder,
Forskjellen paa jambiske, trochaiske, sapphiske
o. a. Vers. En Hovedregel, som indskærpes, er
Iagttagelsen af den rette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
