Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en flydende og sød poetisk Pen,« men hvis Psalmedigtning
Nutiden nærmest maa opfatte som Exempel paa en Forvirring
i Smagen, der bliver dobbelt grel, fordi den finder Sted
paa et Omraade, hvor der bør holdes dobbelt Hævd over
Stilens Adel. Men just Anstødene herimod have sikkert
tiltalt Samtiden som noget Dristigt og Djærvt og den
naturalistiske Udtryksmaade staaet for den som noget
Modigt og Banebrydende - hvis Tiden da har lignet
efterfølgende Tider; medens den har studset over en - for
Datidens Udvikling virkelig ogsaa overraskende - metrisk
Kunst, der evnede at slutte Psalmen »Jesu, Du min
Hjerteglæde«, med sex otteliniede Strofer, i hvilke hvert
Vers - altsaa otteogfyrretyve paa hinanden følgende
Linier - begyndte med Ordet »Hjem«, har den ladet denne
formelle Dygtighed ikke blot undskylde, men endog
fremhæve og forsvare, ja opstille som Mønster
naturalistiske Brud paa Emnets Stilfarve som Udtrykkene
om Frelseren i en Passionspsalme :
Hans søde Læber de dasker,
med knytted Nævepust basker.
Een paa ham spytter og harker,
en Anden spotter og sparker
med strunken Fodespjæt;
En tærsker hans blege Kinder o. s. v.
Udtryk som disse sprænge Grænserne for den opbyggelige
Poesi og føre os ind paa den verdslige Digtnings Omraade.
Her møde vi først den af sin Samtid højt beundrede og for
sin Sprogfærdighed og lette Rimekunst ganske vist ogsaa
ret mærkelige
JENS STEN SEHESTED (Sjennest), en uægte Søn af den berømte
Hannibal Sehested, født 1635, gift med en Parsberg og
derved Ejer af Sellebjerggaard i Fyn, død 1698 som
Oberstlieutenant. Han skrev, som en versificeret Supplik
om kongelig Understøttelse, »Kjøbenhavns mistrøstige, dog
villige Fangers ynkelige Klagemaal«, hvori det om hans
egne Livsomstændigheder siges:
De Svenske har mig aldrig skaant,
Polakker meget ringer.
Jeg har saa tidt med frossen Haand
og frostbetvungen Finger
paa Skydejernet Hanen sat
og ladet samme puffe.
Jeg red saamangen Vinternat
foruden foret Muffe.
I Sne og Fug, i Slag og Slud
har jeg mig ofte vovet
og lugtet ud af Fjendens Krudt,
naar Andre sødt har sovet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
