Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hans Hustru Halfri er driftig og hvas, ilde lidt af
sit Tyende, som narrer hende:
Halfri - Du skulde hende skue
udi sin Helligdags-Lue.
Naar hun hen til Kirke
mon lirke
med sin’ runde Sko,
da maa Du mig tro,
hun er ingen So.
Til en Dans at sno
har hun Fødder rappe,
hel knappe,
ligesom en Ko paa en Trappe.
Halfri sit Smør skulde kjerne
Rømmen (o: Fløden) bortstjal hendes Terne,
bar den bort til Drengen
i Engen,
som var hendes Ven.
Der foer Rømmen hen.
Saa gik til med den.
Halfri stod igjen,
over saadan kræsen
Dreng-Væsen
stod, som hun var slagen paa Næsen.
En Gaardmand og hans tolv udsvævende Sønner skildres,
tre fine Bønder, som bruge Snustobak o. s. v. Digtet
staaer endnu i stor Yndest hos den norske Almue.
»Petter Dass’ samlede Skrifter« ere udgivne af
A.E. ERICHSEN i tre Bind 1873-77.
Ved sin Humor, sin sunde Natur og friske Følelse
staaer Petter Dass’ land- og folkebeskrivende
Digtning paa et helt andet Stade end den Hyrdepoesi,
som allerede før hans Tid var bleven indført i vor
Litteratur udenlandsfra og havde fundet hjemlige
Dyrkere f. Ex. i Peder Syv og Kingo. Det betydeligste
Mindesmærke, denne Smagsretning har sat sig, er
Oversættelsen af den berømte Hyrderoman »Astrea«.
For at se dette litteraire Fænomen i dets
kulturhistoriske Sammenhæng, maa vi vende Blikket
mod det franske Samfund i det 17. Aarh., da de
selskabelige Former udklækkede en fra Naturens Farver
stærkt afvigende, bleg og blodløs Drivhuslitteratur,
som trivedes Side om Side med de klassiske Forfatteres
ægtefødte Poesi og selvfølgelig stillede sig i et
overlegent afvisende Forhold til denne, men til
Gjengjæld jo ogsaa maatte finde sig i dens djærve
Spot (Molières »Les précieuses ridicules«). Især i de
toneangivende Damesaloner opelskedes den Poesi og den
Kritik, hvis Kjendemærke er en hyklet Sentimentalitet,
for ikke at sige en i Følelsesudgydelser hyllet, under
snerpede Former dulgt Sandselighed. Tre af disse
Saloner have især faaet Navn i Litteraturens Historie,
hvorvel de vare forskjellige i Kvalitet og Betydning:
Hôtel Rambouillet, Hôtel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
