Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Renaissancedigtningen ejendommelige Sammenblanding
af Kristendom og Mythologi, Paakaldelse af Gud og af
Musen, Indførelsen i Edens Have af hele den antike
Digtnings Personale. Denne fra vor Tids saa afvigende
Smag gjør det vanskeligt for en Nutidslæser at komme
igjennem en saa udførlig episk-didaktisk Digtning
som »Hexaëmeron«. Ved et kortere Uddrag undgaaes
Vidtløftighedens sløvende Indflydelse, og man kan
næsten sige, man faaer et friskere Indtryk af nogle
løsrevne Enkeltheder end af det samlede Værk. Vi vælge
da to Brudstykker, et af fortrinsvis lovsyngende,
et andet af overvejende beskrivende Karakter.
Af »Verdens første Uges anden Dag«.
(Guds Lovprisning).
Almægtig, evig Gud, o alle Mesters Mester,
Du Envoldskonge stor, i Øster og i Vester,
i Sønder og i Nord, deroven i det Høje
og ned til mig igjen, ihvort jeg skyder Øje,
hvad ser jeg uden Dig? din Magt, de Kræfter store,
din Visdoms høje Kunst, din grundløs Naades Fore.
Jeg gjennem Luften faer, der staaer Du, Gud den blide,
med Spanden i din Haand, med Saaen hos din Side,
Du vel din Urtegaard i største Brynde læsker,
Du Blomster ærefuldt af sorten Muld udæsker.
Ja, af din Plantespand den klare Vin nedflyder,
og med den samme Haand vort Bord med Brød Du pryder,
god Mælk og Honning sød af Skyen Du nedregner,
vor Hjord saa tusindfold formerer Du og kvægner.
Jeg den Planete-Lund med Tanken gjennemrider,
der est Du, store Gud, der staaer Du, Herre blider,
med Solen i din Haand, det lyse Verdensøje,
og underviser den, hvor hun sin Gang skal føje,
at hun med klare Lys den mørke Nat skal drive,
samt hvad paa Jorden er sin Vederkvægning give:
er den os altfor varm, Abskonsel (Læ) er tilrede,
Du drager Skyen for, strax mindsker sig den Hede:
om Jorden er for kold, strax Skyen maa til Side,
og med sin Varme stor fremtræder Sol den blide.
O store Herre Gud, hvo kan din Magt beskrive
og Dig, o Skaber god, tilbørlig Ære give?
Af »Verdens første Uges tredie Dag«.
(Skildringen af »Vandenes Rømning« giver Digteren
Lejlighed til at omtale Danmarks hydrografiske
Forhold).
Hos os i vore Land, vi Floder lidt behøver,
thi os den salte Flod for Døren stedse løber.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
