Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gammeldags i sin Diktion, men der er dog mere end almindelig
Fart i den Skildring af Stemningen, Stykkets unge Student giver:
Hvordan det gaaer? Som det har altid gaaet;
en Guddom svæver over Kjøbenhavn.
Al Smaahedsaand, alt Nag er dræbt idag;
thi Tordenen paa Danmarks Kongedyb
har brudt Forholdets kolde, snevre Lænker.
Den gamle Aand er vaagnet af sin Dvale.
Hver Dansk, Du møder, gaaer med faste Skridt,
med Stolthed, Varme, Venskab i sit Blik.
Smaainteresser krydses ikke mere.
Det stærke Glavind ved hver Broders Bælte
bevidner, at hvert enkelt Individ
kun sigter til eet Haab: til Danmarks Hæder.
En hellig Taushed ruger over Byen,
kun afbrudt ved de dumpe Tordenskrald.
Hver Bod er lukket i, og Alting tier,
som minder os om Livsfornødenheder.
Der higes efter Intet uden Ære,
men Ære higer ogsaa Alle efter.
Fortrolig gaaer den Arme med den Rige,
den Høje med den Lave Haand i Haand.
Hvert Blik er mildt, hvert Haandtryk varmt og velment.
En Strofe som denne:
Salige Dag!
Danmarks og min Lyksaligheds Dag!
Fra Vaabenbrag,
fra de glatte Lag
for den gode Sag
i Elskovs bævende Favnetag!
Salige Dag!
vil minde enhver Kjender om beslægtede Rhythmer i
»Sankt Hansaften-Spil«. Men det er endnu kun de første
svage Rørelser for at bryde ud af Svøbet. I Stykkets
Slutningskor er Pegasus atter inde i sit gamle Trav:
Her staa vi smilende Haand i Haand
forenet ved Dyd og ved Borgeraand o. s. v.
I en Kantate, som den unge Oehlenschläger ligeledes
skrev Aarsdagen efter Slaget paa Rheden, møde vi
atter en Sprogtone, der varsler om »Dannerskjaldens«
senere ejendommelige plastiske Billedpragt, naar
han fremmanede den »gothisk-mørke« Fortid:
Men sagte Torden lød, og Jorden bæved,
og mosbegroede Bautastene rasled,
og Oldtids sjunkne Gravhøj hæved sig.
Da traadte Skjold og Frode
og Svend og Knud og Valdemar
i Kobberbrynjer op og viste frem
Rustpletterne af Blod paa Sværd og Skjold -
og svunde.
Og i de gothisk-mørke Hvælvinger
vildt flagred af sig selv det gamle Banner,
som svæved over Heltens Ben;
og Sværdet klirred højt og lydeligt
fra Christian den Fjerdes Kobberkiste;
og tæt ved Tordenskjolds Kapel i Stranden
lød vildt forvovne Havfrus Sang;
og Stenen løsnedes om Gravene,
hvor Jueler laa;
og Hvitfeldt svæved smilende, forklaret,
indhyllet i en gjennemsigtig Taage,
Favn imod Favn med sine Heltebrødre
paa Kongedybet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
