Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Klarest giver den allerede halvt begyndte Forvandling
hos Oehlenschläger sig dog tilkjende i de enkelte
Digte, han indflettede i sin Fortælling »Erik
og Roller«, et Emne, han tog fra Saxo og senere
behandlede som Episode i »Hroars Saga«; thi
skjøndt der i Sommeren 1802 blev trykt tolv Ark af
Fortællingen i dens oprindelige Affattelse, saae
den dog aldrig i sin Helhed Dagens Lys paa Grund af
Forhold, som der ret snart skal gjøres Rede for. Her
fandtes Digtet om Stjernebilledet »Frejas Rok«:
Naar Natten udruller sit sorte Slør,
naar Lyset døer,
naar Himlen, berøvet sin blanke Lue,
ruger ned som en skummel Fængselbue,
da fremluer, Freja! din Rok saa blid
ved Kjærligheds stille Midnatstid,
sødtstraalende, bævende, hvid.
Og mens den tindrer med venlig Ild,
Du, dejlig, mild,
med runde Fingre den Silke spinder,
som Du om Rosenkjæderne binder,
hvormed Du, yndig og elskovsvarm,
med din fulde, snehvide Arm,
slynger Yngling og Pige Barm til Barm.
Og da nu hver voxen Svend og Mø
vil heller dø
end vandre fjernet fra Elskovsflokken,
end mangle Roser og Traad af Rokken,
saa sukker til Dig det hele Nord,
og Du bønhører hvert kjærligt Ord.
Derfor er din funklende Rok saa stor.
Fremdeles »Bjarkemaal« med de kraftige Rhythmer:
Naar Odin vinker,
naar Sværdet blinker,
er Helten gad;
i røde Strømme,
i Lig, som svømme
i Birtingsbad,
paa Lynets Vinger
han iler kold,
naar Rota svinger
sit røde Skjold.
Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
som synker ned -
et Spil af Kræfter,
som higer efter
en Evighed.
Til Evigheden,
saa morgenrød,
gaaer Vej herneden
kun gjennem Død.
I Fortællingen optræder Eyvin Skjald, »der var draget
vidt om i fremmede Lande og altid sang om et lidet
Barn, han havde seet dybt nede i Syden, som han gav
ud for at være en Gud, der var meget bedre end alle
Nordens Guder tilsammen«. Han efterlader sig ved sin
Bortrejse følgende Digt:
Taagen dybt nedfalder,
Natten kalder:
Stjernen atter skimter,
stærkt den glimter.
Dine Stjerner klare
ej Du spare!
Lad mit Hjerte drikke
dine Blikke!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
