Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvor rykker den virkelige Oehlenschläger os ikke
nær i Strofer som disse! Hvor kunne vi ikke iagttage
hans Digtnings Genesis - det nordiske Emne, som hans
digteriske Sands hendrog ham imod, endnu indhyllet
i Sentimentaliteten fra hans Opvæxttid - den han
aldrig ganske frigjorde sig for - men med Udtryk for
denne Stemningsblanding, som ingen Forgænger havde
ejet, med en bocca rotonda, en bred Sprogpragt og
Fylde, som kun en rig Natur kan raade over, og som
her endda kun er en Bebudelse om det Kommende. Og
fremdeles; hvor er han ikke her, uden endnu at ane,
hvad Romantik er, dens Kristus-Billede nær, hjemme
i dens taageomhyllede Tilbedelse af det mystiske
Under, i dens uklare Symbolik. Hvorledes de to
grundforskjellige Verdner i denne Omformningstid
laa fredeligt Side om Side hos Oehlenschläger,
ville vi blot minde om ved at anføre et Par Strofer
af hans samme Aar - 1802 - skrevne Digt »Min
barnlige Dannelse«, helliget hans Historielærer fra
Efterslægts-Skolen C.F. Dichmann:
Jeg saae den store Jesus svede Blod
i Urtegaarden, saae, hvor Judas ilte
med kolde Blikke frem paa sagte Fod,
forraadende den Ven, som Gud tilsmilte.
Og Hellas’ Jesus - ogsaa ham jeg saae,
tilgivende med saligmilde Blikke,
i Fængselshvælvingen paa sine Straa
af Dødens Kalk højtidelig at drikke.
Vi kjende nu Oehlenschläger, umiddelbart før
Klarheden kom over ham: en skjøn og rigtbegavet
Yngling, fuld af Muligheder, som han famlede imellem,
men blandt hvilke den digteriske dog afgjort havde
Forrangen, baade i hans egne og i hans velsindede
Omgivelsers Øjne; studerende Islandsk - forsaavidt
et Studium kunde forenes med hans iltre Natur - for
at sætte sig ind i den nordiske Fortid, hans Hu førte
ham hen imod; sværmerisk paavirket af Ewald, henrykt
over Schiller, nylig indviet i Goethes plastiske
og dog saa lidenskabsfulde Digtning, senest i Jean
Pauls formtrodsende, men i sit uendelige Spil mellem
Lune og Pathos anelsesfulde, længselvækkende Poesi;
levende mellem æsthetisk-kyndige, med det Nye alt
tildels fortrolige Venner som Brødrene Ørsted og
Brødrene Mynster; forelsket i en ung og yndig Pige,
der var bleven hans Fæstemø, og med en umiddelbar,
nærværende Oplevelse som Slaget paa Rheden til
Vækker for Alt, hvad der endnu kunde slumre hos ham
af national Begejstring - Knoppen var bristefærdig:
en varmende Solstraale, en frisk Morgendug, og den
vilde udfolde sig i hele sin Skjønhed og Fylde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
