Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steffens og Oehlenschläger - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sædvanlige Menneske gjældende Regler: »Geniet er den
umiddelbareste Aabenbarede af det Evige selv i det
Endelige og derfor, endskjøndt det Individuelleste,
dog tillige det Universelleste. Geniet spotter de
blotte Klogskabsregler, gjennembryder alle Regler,
man vil udkaste for det, baner sig og ved sig sin
hele Tidsalder en egen Vej. Geniet er Guddommens
egen Straale, der nu og da glansfuld bryder ud af
Massen. Til at bedømme et Geni kan man aldrig bruge
Regler, som Tiden giver; thi den er intet Geni, som
ikke rager ud over sin Tid, skaber en ny. Det er, som
om hele Historiens Aand rejste sig midt i Tiden. Den,
som lever blot i det Endelige, forstaaer aldrig det
sande Geni. For den sande Tænkende er han en mystisk
Hieroglyf, ved hvilken det Evige profetisk viser hen
til en tilkommende Tid. Naar Geniets Stemme lader
sig høre, saa lytter Enhver. De Ideer, de Gestalter,
han producerer, ere Historiens egen evige Eiendom,
dens uforvisnelige Blomster. Hele Generationer komme
og forsvinde, hele Nationer gaa tilgrunde i den evige
Konflikt - hans Produkter ere uforgængelige som det
Evige, af hvilket de have deres Udspring.«
Blandt Tilhørerne sad Oehlenschläger. Hans
Selvsikkerhed maatte stige, hans Sejrsvished voxe
ved at se Poesien og dens geniale Udøver stillet
paa dette høje Stade; han maatte komme yderligere
i Fart henimod det herlige Maal, som Taleren havde
peget paa og opmuntret ham til at stræbe hen til som
en af de rette Udvalgte. Og i Fart var han, i fuld
poetisk Travlhed. Fortællingen »Erik og Roller«, som
var under Trykning, og et helt Bind Digte, som just
skulde gives i Pressen, kasserede han og skrev ud af
en svulmende Idefylde med ilende Pen en ny Samling:
de berømte »Digte af Adam Øhlenslæger, 1803« (men
udkomne ved Juletid 1802) - Hovedhjørnestenen for
dette Aarhundredes danske poetiske Litteratur.
Det er om disse »Digte, 1803«, at P.L. MØLLER i sit
Skrift »Adam Oehlenschläger, et Erindringsblad«
(offentliggjort i »Berl. Tid.« 1861, udg. i Særtryk
1876) taler de varmtfølte Ord: »Jeg veed ikke, om
det er gaaet Andre som mig; men denne lille Bog har
for mig noget Mystisk, noget Hemmelighedsfuldt,
noget Helligt, og jeg berører og aabner den kun med
Bæven og Andagt. Ingen, der engang har været saa heldig
at overkomme denne nu meget sjeldne Bog, vil nogensinde
skille sig fra den, han vil føre den med sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
