Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mens Vintersneen fyger
saa gnistrende og hvid,
og medens Stormen stryger
ad Marken hid og did,
i Bondens tætte Bolig
ved lune Arnested
de lejre sig fortrolig
og fryde sig derved.
Men Alt i Alt: hvad er det ikke for en Gjenfødelse
af vor Poesis Ide-Indhold og Sprogform, Digtene
af 1803 betegne! Det er, som om Sprogets ædleste
Elementer hidtil havde hvilet i Graven og nu med
Et vaktes tillive paa Opstandelsens Dag. Man bør
atter gjennemlæse de her ovenfor anførte Citater,
helst højt, at Ordenes Klang kan lyde i Øret, og saa
pludselig gaa tilbage i nærværende Værk og foretage
samme Experiment med de tidligere meddelte Prøver
paa Oplysningstidens alvorlige Digtning - det er,
som om man forflyttedes fra een Verden til en anden,
Skjøndt man bevæger sig indenfor de samme sproglige
Enemærker. Mage til Forvandling, saa pludselig og
saa afgjørende, har neppe nogen anden Litteratur at
opvise.
Skjøndt Digteren er mest optagen af den nye
Billedrigdom, der mylrer i hans Fantasi, kommer midt
blandt dennes plastiske Skabninger nu og da ogsaa den
polemiske Tendens mod det Gamle tilorde i »Digtene«,
saaledes i »Harpespilleren ved Posthuset«.
Sangeren har taget Plads ved en Bygning, hvor en
Stimmel af Mennesker strømmer ud og ind. Da faaer
han at vide, at Bygningen er Stadens Posthus:
O stimier man hid for Kundskab at faae
med Higen og nysgjerrigt Sind,
da vil mine Strenge, hvorvel jeg dem slaa,
kun Lidet bringe mig ind.
De holde vel Sligt for Tant.
De gyldne Dage fra Jorden svandt!
Den helligste Harmoni
nedsank til et koldt Barbari.
Dog - hvad der er sjunken, kan atter opstaa.
Naturen er ikke død!
Under Asken i den afsides Vraa
ligger hist og her dog en Glød.
At læse i Menneskets Blik
er desuden min Lyst og min gamle Skik;
o, nok er atlæse her,
thi hvor forskjellige hver.
Han synger for den Rige, men vises bort med et vredt:
»Hvad nytter dit Klimpreri?« - »Hvad nytter det?«
svarer Sangeren. »O, Du nyttige Drog! Den Aand, som
dit Guld tynger ned, den hæver sig dristig igjen!« -
Natten bryder frem, Kulden kuer ham, ikke en Skjærv
er falden af til ham. Da kommer en Yngling med et
Kjærlighedsbrev. Hans Hjerte er fuldt og - da han
hører Sangen - hans Gave rig:
Endnu er Kjærlighed til paa Jord,
med det Øvrige ikke den svandt.
Jeg haaber, jeg haaber, min Tro er stor,
den Tid skal komme tilbage, som randt.
Ja, Kjærligheds Gnist saa mild
skal tænde Oldtidens Guddomsild.
Af det kolde, natlige Hav
skal Solen atter staa frem af sin Grav!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
