Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fortsat Digtning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udtryk, som det Tidligere ikke engang havde nogen
Anelse om. Lad være, at Oehlenschläger staaer den
nordiske Oldtid langt, langt fjernere, end Thorvaldsen
staaer Antiken - baade Oehlenschlägers og Thorvaldsens
Kunst ere sande Skjønhedsaabenbarelser, og de aabnede
paany Samtidens Blik for det saalænge Glemte.
Fra Halle drog Oehlenschläger til Berlin, hvor han
gjorde Fichtes Bekjendtskab og extemporerede »Hakon
Jarl« for ham paa Tydsk. Paa samme Maade læste han
i Weimar »Aladdin« for Goethe, hvem det fornøjede at
se sit Modersmaal »blive til i en poetisk Aand«. Her
blev han et Fjerdingaar og tog saa over Jena og
Leipzig til Dresden. l denne Tid digtede han sit
nordisk-mythologiske Sørgespil »Baldur hin Gode«.
Schleiermachers Oplæsning i Halle havde ført
Oehlenschläger ind i den græske Tragik, og han
havde studeret Sofokles ved Hjælp af Solgers tydske
Oversættelse. Det Skjæbnebegreb, han her lærte at
kjende, syntes ham beslægtet med Baldersmythens
Forudbestemmelse, hvorfor den Tanke opstod hos ham
at behandle dette mythologiske Emne i antik Stil
(ligesom Schiller i »Die Braut von Messina«). »Den
uendelige Skjæbne, det Enfoldige i Handlingen,
det store Optrin, hvortil Menneskehoben maatte være
deltagende højtideligt Kor, det med Dramaet blandede
Episke, der nødvendig af en indtrædende Person maatte
fortælles,« siger Digteren selv om dette sit Arbejde,
»gav Emnet en stor Lighed med de græske Sørgespil.
Det alvorlige, strenge, af Jern smeddede Trimeter
vedligeholder en fremtrængende egen Tone, hvilken
giver det Hele Højtidelighed, Old-Ærværdighed. Jeg
fandt ogsaa i de anapæstiske kortliniede Korvers nogen
Lighed med de islandske Vers. For at bevise denne
Lighed har jeg et Par Gange blandet dem ind mellem
det Antike.« Oehlenschläger er altsaa her naaet til
den Kunsterkjendelse, at Emne og Stil skulle svare
til hinanden, og mener, at »Baldur hin Gode« som et
ægte Kunstværk opfylder denne Fordring. Sandheden er
imidlertid, at der for en dybere Betragtning dog er
en saa væsenlig Uoverensstemmelse mellem den græske
og den nordiske Opfattelse af Skjæbne og Skyld,
at en uvæsenlig Overensstemmelse ikke kan berettige
til at udtrykke den ene i den andens Kunstform. Men
Sandheden er tillige, at baade her og andensteds, hvor
Oehlenschläger bryder dybere bundende Smagsregler,
frembringer han desuagtet, i Kraft af sit Geni,
noget Skjønt, man kunde fristes til trods Disharmonien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
