Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Oldtid toner min Sang, Dans Æt og Asernes Ankomst
fjern fra bebyggede Høje til Nords udyrkede Snefjeld
og det af Havet igjen fremblomstrende Cimbrias Sletter o. s. v.;
men heller ikke her er Klangen den ægte. - Baggesen
maatte føle med Mismod, at der var Egne af dansk
Sprogkunst, i hvilke han ikke havde hjemme, og han
fornam, at en Verden var ifærd med at dukke frem,
fra hvilken han var udelukket. Han havde forøvrigt
ingen Sympathi for denne Verden, selv inden Danmark
var bleven indlemmet i den. I en Skjærsliber-Sang
fra Nytaar 1802 er et af Ønskerne:
Der Dichtkunst wünsch ich die Füsse frei
vom kettenklirrenden Reim,
die Flügel gereinigt von Schlegelei
und allem klebenden Schleim.
Et Digt om Goethe ender Baggesen saaledes :
O, wollt’ er sich manierlicher geberden!
Fänd er der Lesewelt was Andres werth als Spott,
was würd’ aus ihm dann Grösseres noch werden -
es würd’ aus diesem grossen Goeth’ ein Gott -
som overhovedet andet Bind af »Gedichte« 1803
ender med en Række epigrammatiske Udfald mod den nye
Skole, hvilke yderligere skærpedes i det paa denne
Tid skrevne, men først efter Baggesens Død udgivne
dramatiske Digt »Der vollendete Faust oder Romanien
in Jauer«.
En Linie i ovenciterede Digt fra 1803, hvori det
hedder om Goethe: »Er hat dem Pöbel manches Buch
geschenckt«, bragte den iltre Oehlenschläger i
Harnisk, og han skrev et polemisk Digt »Til Baggesen«,
der viser, hvilken Fart der kunde være i hans Satire,
naar Indignationen havde vakt den, og hvor kjækt
archilochiske Jamber sprang fra hans Strengeleg i
Ungdommens Hede. Nogle Strofer maa anføres:
Udi Korsør opvoxen,
til Byen kommen moxen,
Du var en lystig Ven.
Som Holberg Wessel smitted,
saa smitted han, som Kridtet,
Dig atter strax igjen.
Med Kallundborg, Korsør Du
nu skrev din Musa tom,
og rigtig med Honneur Du
fra dette Arbejd kom.
Der er en Tid, man græder
og elsker alle Steder,
hvor der er rigt paa Vand.
Jeg tilstaaer det med Smerte:
der var en Tid, mit Hjerte
Dig elskte, kjære Mand!
Jeg eftersang din Trille
og nynnede din Sang -
da var Forstanden lille
og knap en Alen lang.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
