Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Billedet føres videre med Skildringen af Aladdins
Vandring i Hulen, som han gaaer, »belæsset med de
tunge Stene, sin Gang i tusind og een Nat alene«,
medens Noureddin tvivler om, at han atter vil naa op
paa Jorden.
Dog steg nu alt med hvert dit Trin mit Haab,
alt som Du hæved Dig og - Under over Under! -
ej mer en rød og hvid, glathaget Dreng,
der efter alle Frugter greb iflæng,
men alt en Mand med Skjæg, jeg saae Dig i Vaulunder
ved Hjælp af gamle Mimers egen Stav
at vælte Stenen fra din mørke Grav
med vældig Kraft. Ej fandt jeg længer nødig
at hjælpe Dig; min Arm var overflødig:
knap var Du med den hele Krop
af Hulens Aabning kommen op,
saa skued jeg Dig, henrykt, selv at gnide
din underfulde Lampes rette Side,
og høj og herlig stod Du med et Hop
som Hakon Jarl paa Fjeldets Top.
Baggesen hilser da nu Oehlenschlager som »Danmarks
Melpomenes største Digter«, giver ham Broderkys og
beder ham glemme »de blinde Puf, vi gav hinanden«;
som Castor og Pollux skulle de to Digtere straale
Side om Side -
og Lygtemændene, som under vore Fjed
opklavre, sparkende hinanden ned,
se, højt paa Toppen, studsende derved,
Aladdins og Noureddins Fred
og gaa ved dette Særsyn fra Forstanden!
Til Slutning bebuder Baggesen sit snarlige Gjensyn
med Oehlenschlager i »Aanders Helvede«, Paris:
Der skal Du af min glade Læbe høre,
hvad i et Brev jeg ej kan helt udføre -
der skal jeg, i din Favn, fortælle Dig,
hvad Salighed jeg troer der venter mig,
naar jeg har kæmpet alle mine Kampe!
Dig vinker i din Lampes Aanders Dands
paa Fjeldets Tinding Evighedens Krands;
jeg vandrer end, Skjøndt ej blandt Dalens Dampe,
forsigtig, varsomdristig, uden Lampe;
min Gang mod Banens store Maal er sen,
men stadig, lige, tryg, paa begge Ben.
Dog hvad jeg finder, efter mange Kampe
(ifald jeg ellers finder en),
det bliver nepp den forunderlige Lampe,
men ventelig Vaulunders Sten.
Det er et sælsomt bevægende Digt, dette Rimbrev,
gjennem hvis lette Rhythmer saamange stærke Følelser
slynge sig: Mandens Resignation overfor Ynglingen,
fordi Kunstneren maa bøje sig for det større
Kunstværk, en Hyldest, som er en Blanding af indre
Tilskyndelse og Selvovervindelse, paa eengang sød
og bitter, og hvis begejstrede Tilslutning derfor
hele Tiden ledsages af Paavisninger af, hvor let
den Hyldede er kommen til sin Sejr i Modsætning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
