Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det nittende Aarhundrede.
og ladt mig føre vild af Lygtemænd
paa mangen natlig Vandring - altfor syg
jeg ofte været har, som Du for frisk -
og nærmte Du Dig Skylla, lidt forvoven,
kom jeg, lidt frygtsom, tidt for nær Karybdis -
maaske jeg end, som Mand, er mer Odysseus
i Raad end Peleus’ Søn i Kamp - blandt Sangens
Krigsdommere, der Styrke bør og Visdom
forene, mer en Josva lig end Samson -
hvad veed jeg! Men Filister er jeg ej;
thi dybt jeg føler i min stille Kraft,
at slaaer mig end en Stærkere, jeg dog
af Samson selv ej slaaes i Tusindtal.
Og sand Følelelse vil Ingen kunne undlade at høre ud
af de Linier, hvormed Baggesen ender sit Svar, idet
han beder til Apollo og alle Guderne for sin unge,
sejrrige Digterfælle:
Vogt ham for Fald! Han ene falde kan
ved Overflyven af sig selv, ved, altfor kjæk,
at ville mer end hans, mer end det Meste.
Indgiv ham mindre Tillid til sin mindre
og større til sin større Kraft - den største
blev hans! Paa Banen, han har valgt, jeg aldrig
vil naa ham; thi til dennes Tvillingtop
opløfter ene Tvillingvingen, som
i Vuggen alt af Barnets Haand og Fod
frempipped i dramatisk Dobbeltleg.
O, lad ham ej miskjende denne Kraft,
som brød i Shakspeare ud til Kunstens største Gran
paa sin Tidsalders Dovre! Lad den, hellig høj
som hin og underfuld, men mere rund -
en Tempelkuppel mod et Kirkespir -
udbryde paa vor Nutids Libanon
som Melpomenes største Ceder! Storm
og Torden, Livets Uvejr, skaane
dens højtidsfulde Krone! Hjertets Saar
ej nage Marven i dens Stamme! Savn
af Livets Nødtørft aldrig bore sig
ind i dens stærke Rødder! Engang frisk
og lykkelig, ej blot af Musen, men
af Skjæbnen blidt og huldeligen tilsmilt,
se Dannemark sin Digter, før omsonst
dets spildte Taarer kalder ham tilbage!
At Baggesen ikke uden dyb Bevægelse har nedskrevet de
sidste Linier, der male det lykkelige Modstykke til
hans egen Livs- og Digterlod, føler man saa at sige
ud af Ordene og deres Klang, saa simpelt gribende
den er i sin stille Klage. At den Position, han havde
valgt, tillige var paa eengang den værdigste og den
klogeste, indsaa han sikkerlig; han befæstede den
yderligere ved den fine Maade, hvorpaa han tog ædel
Hævn over Oehlenschlägers Digt »Korsør« (S. 41),
som man bør sammenholde med følgende Baggesenske
Pendant »Frederiksberg Slot«:
Her er altsaa det Slot, hvor min Adam fødtes! Hvor solbart,
smilende, muntert og skjønt! næsten et Barn af et Slot!
Straalerne tænde dets Vindver i Solskin - pureste Guld kun
synes det da; men i Slud synes det og kun af Glas.
Kongen om Sommeren boer i dets Borg med hele sin Hofstat -
høj Majestæt er deri; Vintren dog jager den bort.
Smaa Malerier i Salene sees: Landskaber og Søslag,
intet af Rafael selv - dog, det kan komme maaske! . . .
Ja, det er Danmarks skjønneste Slot, trods alle dets Smaafejl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
