Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Fred ønsker jeg af Hjertens Grund paa Jorden,
især i Norden -
men i Poeters Himmel Kamp og Krig;
den ellers vorder den katholske lig,
hvori hvert sælle Faar med eviggrønne Palmer
staaer som en Kor-Statist og bræger sine Psalmer
mens hele Jorden, from og fredelig,
som i et Søndagsselskabs Himmerig,
i salige Monotonier
af dejlige moralske Poesier
tildøde venteligen kjeder sig.
Og saa gaaer det løs. Først og fremmest over den
æsthetiske Overdommer Rahbek, hvis Allemands-Ros »Jeg
selv« paa det Bestemteste frabeder sig:
Sæt, at han virkelig mig i sit Hjerte troer,
hvad han har kaldet mig som Digter, stor -
hvor kan Du vente, slig en Tro mig skulde fryde
hos Den, der, naar han taler om vort Sprog,
mig putter med den første bedste Pog,
som giver ud paa Prent sin Stilebog
med alle Bommerter, i en og samme Gryde?
Hvor kan Du tro mig Bifald kjært af den,
som ej bifalder blot, men ofte priser
gemene danske prentede Sottiser,
og bukker sig ej blot, men kaster rent sig hen for
Badens og Sporons og selv for Sanders Pen?
Hvor kan Du tro, de Digter-Epitheter,
hvormed han pryder af og til mit Navn,
mig skulde klinge mer end: Kaspar, Claus og Peter
af En, som tæller elleve Poeter,
selvtolvte her i Kjøbenhavn?
Hvor kan Du tro, jeg ikke meget heller
mig skjælde lod en Smule kraftig ud
af En, som gjør en Schikaneder eller
en Pøbelmorer til Parnassets Gud?
Det er mig ingen Lyst, med Ros at tyldes
af hvem det er, hvor og jeg kommer hen,
og hvor Du, som mit Gjenfærd, gaaer igjen;
men hvad og dit og dat et gammelt Forhold skyldes,
trods hvert et Dog og hvert et Men,
jeg ikke store, men og ej, som Den og Den,
aldeles lille Baggesen,
jeg siger det endnu engang igjen
det er mig ubehageligt at hyldes
af alle maadelige Digtres Ven.
»Gjengangeren« giver i al Korthed den samlede kjøbenhavnske
Kritik dens Skudsmaal i følgende morsomt formulerede
Begravelses-Attest:
Den skranted noget under Rahbeks Pen
(med Pennen mener jeg hans Aands Begavelse),
og under Sanders Blyant døde den -
saa kom en vis Claus Pavels eller Pavelse,
min og Hr. Lundbyes inderlige Ven -
bekjendt med næsten hver en Sprogets Stavelse,
men uden Blyant selv, end sige Pen
I Mangel af de tvende førstes Havelse
han puttede sit aandelige Nul
i Kjøbenhavnskritikens tomme Hul
og recenserte med et Stykke Kul -
Tak ske hans Digterkirkegaards Tillavelse,
Tak ske hans lærde Roden Nat og Dag,
den gamle, syge, døde gode Smag
fik derved dog en kristelig Begravelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>