Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Schack von Staffeldt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men for vidt og bristende udspændte
sig mit Livs for kunstig spundne Traad,
lig en Alterild min Aand udbrændte.
og min Marv opløste sig i Graad:
Vid, og glem det aldrig, Dødelige!
Ingen saae ustraffet Skjønheds Rige.
Efterat Schack Staffeldt havde offentliggjort ikke faa
Digte i Tidsskrifter og Nytaarsgaver og derved - inden
Forvandlingen var foregaaet med Oehlenschläger - havde
været Budbringer om noget af det Nye, der rørte sig
udenfor vor Litteraturs Grændser, udkom i Decbr. 1803,
Aaret efter Oehlenschlägers epokegjørende første
Digtsamling, et Bind nye »Digte af Schack Staffeldt,
Kammerjunker og Assessor«, aabnet med det romantiske
Program-Digt »Indvielsen«:
Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte,
og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hvilte.
Da helded Solen til Havets Bryst,
og rundtom rødnede Luft og Kyst.
Og brat fra Skyerne Strengeleg
Anelsen vakte,
i Aftenrøde Musen nedsteg,
Harpen mig rakte
og raskt et brændende Kys mig gav,
nedsynkende i det luende Hav.
Da rundt en anden Natur der blev:
Vindene talte;
fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte -
et Hjerte slog varmt og kjærligt i Alt,
i Alt mig vinked min egen Gestalt.
Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel.
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hjertet sin Længsel;
dog brænder mig Kysset, jeg kjender ej Fred,
førend jeg drager Himlene ned!
Samlingens Indhold er ubestridelig paavirket af
Oehlenschläger; allerede dens ydre Ordning minder
om dennes forudgaaende Bind Digte, idet en Gruppe
Romancer er stillet foran det lyriske Afsnit. Blandt
hine træffe vi »Troubadouren« (»I Greven af
Toulouses Gaard en fremmed Harpespiller staaer«),
»Et Aar i Padua« (»Det var den hellige Antons Fest
udi Padua«), »Harpespillleren i Kong Erik Ejegods
Lejr«, »Ephemeron« (»Ikke veed jeg, hvad jeg vil«),
»Den hellige Therese«, »Havfruen og Kongen«, »Kong
Frode og Gubben«, »Forfædrene«, der besynger Oldtiden
i oehlenschlägersk Aand, »Snedkeren og hans Drenge
i Pestens Tid«:
Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ej paa Nøden!
Ved hver Spaan, vi høvler af,
raller En i Døden.
Lader fare Rist og Mag
i den grumme Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
