Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hele efter de enkelte Støtter, vi finde mer eller
mindre hele i Gruset«, thi allerede den Helhed,
han saaledes aner og eftersporer, staaer for ham som
»en Kosmogoni saa høj og dyb, som ingen Nation havde
den eller kunde have den, thi kun den stærke Nordbo,
der saa gjerne ofrede sit hele Liv til Kamp for en
Plads blandt Ejnherier, kunde avle den Kæmpeide,
at ofre hele Tiden til Strid for at naa Harmonien. -
- Gjerne rækker Nordboen Prisen til Grækeren, naar
denne spørger om Figurernes Bestemthed og det udvortes
Smykke, men er Talen om indvortes Kraft og højeste
Betydning, da peger han rolig paa Gimle, og Grækeren
maa tie. Naar andre Nationer fremstille en enkelt
Skabelse, da opviser Norden en dobbelt, ja næsten en
tredobbelt, uden endda at blive fyldestgjort. Naar
Andre lade alt Liv forgaa i Graven, da begynde vore
Fædre deres bag den, stande kraftfulde i Valhal og
stræbe endda mod et højere Liv«. Det er forstaaeligt,
at Den, for hvis Øje en saadan Livsanskuelse for
første Gang afslørede sig og stod som Mindesmærke om
en svunden storstilet Tilværelse, i samme Nu maatte
skifte Syn paa den Tidsalder, han hidtil var opvoxet
saa nogenlunde veltilfreds i. Reaktionen mod det
18. Aarh. er derfor ikke mindre tydelig hos Grundtvig
end hos Oehlenschläger. Han stikler til »den voxende
Forstand, der saa godt veed at maale Nytten af alle
Ting«, og derfor ikke kan antages at ville skaffe
Nordens Oldtid synderlig mange Venner, og han vidner,
»at den forstandige Periode [o: Oplysningstiden] ogsaa
har viist sig konsekvent nok til at berøre Oldtidens
Helligdomme med ligesaa uskaan-som og afklædende Haand
som ethvert andet Menneskets Højeste«. Ejendommeligst
udtaler Grundtvig sig paa hin Tid i sin Afhandling »Om
Religion og Liturgi«, 1807. Vi træffe her Religion
og for første Gang Forbudene paa den Samfølelse for
Kristendommens og den nordiske Oldtids Herlighed,
som saa karakteristisk spejler sig i meget af hans
Digtning - Resultatet af hin Ungdomsgjærings lige
energiske Tilbageførelse af Personligheden til dens
kristelige og dens nordiske Udspring. Idet Grundtvig
- i en Fremstilling, der efter Tidens Mode betjener
sig af et omskrivende Blomstersprog - paaviser
Menneskets Trang til at opfatte sin Sammenhæng med
det Evige, hævder han, at to af Formerne for denne
Sammenhængs Eftersporing: Poesien og Filosofien, hver
paa sin Vis er ude af Stand til at bringe Klarhed
tilveje. Mennesket er da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
