Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
henvist til at søge en Aabenbaring ovenfra, hvilket
fører til Spørgsmaalet: Hvad er Religion? Svaret
herpaa kan ikke gives ad den almindelige Definitions
Vej; kun Historien, »der ubekymret om sig selv
afslører under sin rolige Gang det Højeste
og Dybeste«, kan besvare Spørgsmaalet, og i saa
Henseende er det af Vigtighed at lægge Mærke til,
at »baade Grækers og Jøders og Skandinavers Historie
taber sig i en gylden Alder, da Guderne vandrede paa
Jorden, da det Himmelske og Jordiske faldt sammen i
een Ide. Her hviler Aarsagen for alle Religioner,
her faae vi Svaret: Religionen er det Endeliges
Samfund med det Evige«. I Guldalderen var al Religion
Poesi og saae paa Filosofien som paa en Fjende,
der bragte hin Kundskab, som styrtede Menneskene i
Syndefald. »Ville vi finde livfulde Spor af Poesien
som Stræben mod Religion, da maa vi vende Øjet
højt imod Nord og kaste et indtrængende Blik paa
Asalærens dybere Sands. Her finde vi, hvad vi i de
andre Nationers Gudelære - Jødernes kun for en Del
undtagen - forgjæves søge, Erkjendelse af Poesiens
Afmagt til i Livet at gjengive Tilværelsen dens
tabte Samfund med det Evige. Heraf alene kunne vi
forklare os den mærkelige Forskjel mellem Grækernes
Skyggeverden og Skandinavernes Valhal. Grækerne troede
at kunne ved Poesi tilbagevinde Religionen i Livet
og maatte derfor anse Døden som Ende paa Samfundet
med det Evige. Derfor bevæge sig kun kraftløse
Skygger i det mørke Erebos, hvor ej Zeus, men Ades
herskede. Tilstanden efter Døden er kun et mat
Efterskin af Livet og Tilbagegang til Samme Ønskets
Højeste. Nordboen ansaa Livet for en Skilsmisse fra
det Evige, der kun burde benyttes til at berede sig
Plads hos Hroptatyr paa Valhals Bænke. Tilstanden
efter Døden er da ikke Livets Efterskin, men dets
Potensering. Derfor træde Ejnherierne kraftfulde frem,
inddrikke guddommelig Kraft i Hejdrunes stærke Mjød
og fryde sig ved det høje Vaabengny og Valkyriers
liflige Sange. Men endnu ere de ikke forenede med det
Evige, de have ikke tilintetgjort Døden, skjøndt de
have overvundet den. Døden er bleven som Bien, der
mister sin Braad ved at bruge den, thi flux opvaagne
de dræbte Helte som af Slummer. Dog, Maalet maa naaes,
og derfor ere Valhals Kampe kun Forbilleder paa den
store i Ragnaroke, da Guderne selv skulle falde og
give Plads for det Identisk-Evige. Først da skulde
en skjønnere og herligere Sol beskinne den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
