Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Grundtvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af Verdens Krønike«. Grundtvigs Replik har ikke saa
lidet af Fanatikerens rhetoriske Glød: »Se, her er
jeg,, her staaer jeg, Bibelen er i min højre Haand,
og Guds Ord er paa min Tunge, og Troen er i mit
Hjerte, og Salighedens Haab er paa mit Hoved; se,
det er min Rustning, hvorpaa jeg forlader mig, det er
mit Sværd, mit Skjold og min Hjelm!« Ørsted svarede
med Skriftet »Imod den store Anklager« og fremkaldte
derved Grundtvigs »Imod den lille Anklager, med Bevis
for, at Schellings Filosofi er ukristelig, ugudelig og
løgnagtig« (1815) og Motto: »Stoppes skal deres Munde,
som tale Løgn«. - Hvo skulde femten Aar tidligere have
drømt om, at Retninger som disse skulde tørne sammen
i dansk Aandsliv? For Grundtvig er Verdénskrøniken
et typisk Skrift: det viser os en Grundbetragtning,
som han væsenligst fastholdt under hele sin følgende
Aandsgjerning, og saavel i Fremsættelsesmaaden som
i Forsvaret for den se vi hans Personlighed give sig
tilkjende i Træk, der vedblev at være ejendommelige
for den.
Omtalen af denne Strid har ført os lidt længere
frem i Tiden, end vi skulle følge Grundtvig i dette
Afsnit af hans Liv, der ender med hans Tilbagekomst
til Kjøbenhavn i Efteraaret 1813, efter Faderens
Død. Forinden dette Tidspunkt falde endnu et Par
mærkelige Udtalelser, som der i Korthed maa dvæles
ved. Først det Brev, han i Sommeren 1812 henvendte
til OEHLENSCHLÄGER, og i hvilket han bebrejdede ham
Frafald fra Kristendommen: »At jeg ikke er blind for
Deres senere Digtes Skjønhed eller den langt større
Runding og Proportion, disse besidde, vil De vel tro
paa mit Ord, men at det inderlig maa bedrøve mig,
at den religieuse Alvor er flygtet rnere og mere
fra Deres Digte, og at den i Deres seneste Digte
fortrænges af en vis Leg med det Aandelige, samt at
jeg maa kalde disse Digte i Grunden langt mindre
poetiske (begejstrede), følger af sig selv. Mest
smerter det mig, fordi en saadan Omskiftning maa
have sin Grund i Digterens inderste Væsen, maa følge
deraf, at han forsager den alvorlige Eftertanke over
sit eget aandelige Forhold til Gud som hans Tjener
paa Jorden; at han lægger mere Vægt paa at glimre,
vinde Ære og Bifald, end at opløfte sine Brødre til
Guds Tilbedelse i Aand og Sandhed.« Denne selvkaldede
Undersøgelse af Andenmands »inderste Væsen« og Forhold
til Gud viser os den ivrende Præst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
