Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skjøndt det ikke savnede lidenskabelige Stemninger,
dog af en forholdsvis stilfærdig Art og hans senere
Udvikling saa fredsommelig som Livet i den falsterske
Præstegaard i Torkildstrup, hvor han saae Lyset den
28. Maj i Revolutionsaaret 1789. Efter Faderens
Død ti Aar senere flyttede Moderen til Slagelse,
og Sønnen kom i Byens lærde Skole, et anarkisk
Samfund, hvor den Stærkeres Ret gjaldt, og hvor den
spinkle, noget frygtsomme Dreng tidt havde ondt ved
at bjerge sig. 1806 blev han Student og havde alt
1807 nogle Tragedier og andre poetiske Manuskripter
færdige, hvilke Bombardementet fortærede. Hans
elegiske Grundstemning, der drog ham hen mod den
ossianske Taageverden, næredes yderligere af hans
mislige Helbredstilstand, der lod ham imødese en
tidlig Død. Hans første Poesier - i de to Bind
»Digte« 1811 og 1812, der tillige indeholdt det
østerlandske Eventyrdigt »Parizade«, det
persiske Eventyr »Gangergriffen« og Tragedien
»Mithridat« - ere aldeles overvejende prægede af
denne sygelig-sværmeriske Sentimentalitet. Med
Hensyn til Emner og Form er han ganske vist
paavirket af Oehlenschlägers første Digtning, men
Forbilledets rødmussede Friskhed fattes aldeles denne
blegsottige Efterfølger. Han er Hyper-Romantiker,
med en udpræget Tilbøjelighed for gysenvækkende
Motiver og hysterisk Hang til at dvæle ved en evig
uforsonlig Modsætning mellem Jordisk og Himmelsk,
mellem Kjød og Aand, mellem Støvet og Sjælen; den
grelle Slutningsdisharmoni er ligefrem Maneer hos
ham. Exempler paa Saadanne Digte ere »Graveren«,
hvor en hvidhaaret Olding ved Midnatstide graver
en Grav for sin Søn, der er bleven Morder, medens
dennes vanvittige Brud dandser omkring Graven,
indtil hun falder ned »blandt Dødningben, blandt hule
Hjerneskaller«:
Nu dandser hun ej mere,
forstyrrer ej de Dødes Fred,
vil hos sin Brudgom være
i Graven dyb og bred.
Nu Visen er tilende.
Sov, blege Brudgom, hos din Brud!
Din Synd kan Ingen kjende
og dømme uden Gud.
Endvidere »Nattevandrerinden«, om den unge Elina, der
hver »Midienat« vandrer paa Kirkegaarden til sin
Elskedes Tue og omfavner den af Graven opstigende
døde Elsker:
Pigen hensmelter i rædsomme Lyst
og klynger sig fast til den Døde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
