Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ingemann
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omflakken med Harpen over Skulderen har nu faaet
det Maal at finde hende igjen. Det lykkes ham ogsaa
efter forskjellige Fata; saaledes maa han blandt
Andet, for at introducere sig i hendes Bedstefaders
Hus, forklæde sig som en gammel Harpespiller og
forlange Natteleje mod at »slaa Harpen og synge
en Troubadour-Romance«. Nok sagt - efter mange
Sindsbevægelser, i hvilke Sorg vexler med Glæde,
Frygt med Haab, og efter at have gjennemgaaet en svær
Sygdom, opnaaer Varner omsider Besiddelsen af den
Elskede. De underkaste sig endog den Formalitet at
lade sig vie, skjøndt dette ikke gjør nogen Forandring
i deres indbyrdes Forhold, thi - her kommer Pointen -
deres Kjærlighed er platonisk. Varner fremstiller det
saaledes: »Et helligt, uopløseligt Baand har forenet
os, Herrens Tjener har lyst Velsignelsen over os,
men vort Forhold er det samme som før. Ingen nøjere
Forening have vi søgt ved denne Pagt, men det syntes
os saa skjønt, saa elskeligt at vide med os selv,
at Gud havde stadfæstet vor Kjærlighed og velsignet
vor Forbindelse«. Det vilde være uforsvarligt, ikke
her at citere Baggesens vittige Bemærkning: »Hvilken
Kjærlighed! renere, uskyldigere, mere overjordisk
lader sig neppe den fuldkomneste Ligegyldighed
tænke!« - Naturligvis er denne Kjærlighed da ogsaa
for ophøjet for denne syndige Jord, og den forlader
derfor snart Støvets Verden for at fortsættes der,
hvor den hører hjemme. Varner og hans Elskede
have en Nat den samme Drøm: at de ere »to smaa
Børn i hvide Klæder«; den opfyldes derved, at den
nygifte unge Dame bliver livsfarlig syg kort efter
Bryllupet; Varner, der vaager ved hendes Leje, har
derved indaandet Sygdommens Smitstof eller, som det
poetice et eleganter hedder, »drukket Døden af hendes
Læber«, og nu »griber han Harpen for sidste Gang
og indluller Begge i Evigheden« med et langt Digt,
hvis Slutningsstrofe indeholder Fortællingens Moral:
Paa Jorden Salighed er Brøde,
og Ingen elsket har, som ikke døde[!]. |
Hos Gud alene Kjærligheden boer:
den er for himmelsk for den faldne Jord.
I højere Grad kunde Poesiens Virkeligheds-Indhold
neppe forflygtiges, hvis det ikke skulde blive helt
borte for Øjet som en rent farveløs Luftart. Desmere
betegnende er Tidens Sværmen for dette blege og
blodløse Ideal, om hvilket man vidste, at det havde et
Slags Tilsvarende i Digterens personlige Liv: Ingemann
var just bleven forlovet med Frk. Lucie Mandix,
og det berømte, dengang af Alverden sungne Digt:
Du, som, svøbt i Skjønheds Rosenklæde,
gaaer, i jordisk Dragt en himmelsk Aand -
var i Virkeligheden hans Frierbrev til hende, saa
han maler sin egen ydre og indre Habitus i de Linier,
hvor han spørger den Tilbedte:
Kan Du elske dette dunkle Øje?
Det har stundom smilet, ofte grædt -
og
Kan Du elske disse blege Kinder?
Glædens Rose blomstrer ej paa dem o. s. v.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
