Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger efter sin Hjemkomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Denne prægtige Romance følges af »Harald Hildetand«
med den kunstfærdige Forening af Bogstav- og
Stavelserim i forskjellige Versformer, alle lige
genialt behandlede:
Hildetand med sølvgraa Haar
Hu til Valhal vendte;
hundredfemti Hædersaar
Heltens Isse kjendte.
Nu er svundet Nervens Kraft,
Nat fast blinder Øjet;
rørt ej blier det rustne Skaft,
Ryggen krumt er bøjet -
eller saaledes:
Kraftigt begge Konger hen i Kampen stævned,
vrede Sværd med Vægt sig hævned,
Værget sprang, og Pladen revned.
Hjelmen brast, i Hjertet foer til Hjaltet Sværdet.
Staalet sprang, Skjøndt herlig hærdet,
Hildurs Mænd stod uforfærdet.
I »Tidens Perspektiv« mærkes Oehlenschlägers
forandrede Stilling til Romantikernes ensidige
Forherligelse af Fortiden. En Yngling »lever med
sin Fantasi i den Tid, som var forbi«, kjender af
Oldskrifterne de herlige Heltes Daad, men finder intet
Lignende i sin egen Samtid. En kraftig Olding, som
den unge Mand har truffet paa sin Vandring i Staden,
gaaer ind paa hans Tankegang, og da de ved Aftentid
standse for Enden af en lang Gade, benytter han Synet
af dens i det Fjerne tættere og tættere Lyspunkter til
et Billede paa Ynglingens Længsel efter de henfarne
Tiders glimrende Daadliv:
Hvilken Forskjel! Hist en Krands
af Bedrifters Stjerneglands.
Alt som Tiden kommer nær,
taber sig det hulde Skjær;
vidt adskilt, i taaget Nat
staaer en enkelt Stjerne mat,
røgindblandet, kummerlig,
magtløs at begejstre mig -
fuldelig som naar vi se
her i Gadens Lys-Allee.
Oldingen gaaer saa med Ynglingen Gaden igjennem.
Og da endelig de vandt
langsomt mod den anden Kant,
tog den Gamle, mild i Aand,
unge Sværmer ved sin Haand,
vendte ham og sagde: »Nu
staaer i Stjernekrandsen Du!«
Og den Unge: »Nej, o nej!
Krandsen er der længer ej.
Vidtadspredt, i taaget Nat
brænder enkelt Lygte mat.
Hist, hvor jeg udgød mit Had,
funkler nu den lyse Rad.«
Men i »Den hemmelige Røst« fastholder Digteren endnu den
romantiske Skoles Grundbestemmelse om Umiddelbarhedens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
