Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger efter sin Hjemkomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Overvægt over Indsigten. Samlingen ender med »Aly og
Gulhyndy«, et Eventyr af østerlandsk Farve, men
Digterens egen Komposition. I Februar 1812 udkom
Tragedien »Stærkodder«. Emnet saavelsom Enkeltheder
i Dramaet tyde paa, at Oehlenschläger har følt den
grundtvigske Digtnings tunge Alvor over sig som en
Formaning til at gribe dybere ned i det Nordiske. Hans
Stærkodder skulde derfor som den nordiske Krafts
Modsætning til en yngre Slægt Blødagtighed dømme Tiden
paa lignende Vis som de grundtvigske Granitkæmper;
men sin Natur kunde Digteren ikke forvandle, og hvad
Oehlenschlager her vilde kalde Kraftnordisk, kunde
Grundtvig - som det sees af et Brev til P. Dons - ikke
engang respektere som Nordisk. Harmen over disse Krav
til en gjennemført nordisk-graa Kraftstil - »Kraft«
var bleven Stikordet i en vis litterair Kreds -
bryder levende igjennem hos Oehlenschläger, hvor han
strax i Begyndelsen af Tragedien lader Ejgil sige:
Den friske, unge, lysegrønne Lyst
opfylder med sin hele Kraft mit Bryst.
Ha! spørger Blomsten, mens den Knoppen bryder,
hvad Tordenskyen over den betyder?
Den folder ud et spraglet Krydderblad,
og Solen skjænker den sit varme Bad.
Det var just faa Maaneder efter »Stærkodders«
Fremkomst og sikkert ikke uvæsenligt foranlediget
af den, at Grundtvig tilskrev Oehlenschläger
Brevet om Frafaldet fra den rette Tro (S. 97);
og i »Verdenskrøniken« stadfæstede han kort efter
denne Dom, men med uforbeholden Beundring af
Ungdomsdigtningen, særlig de »Poetiske Skrifter«.
Vi ere nu ogsaa for Oehlenschlägers Vedkommende naaede
til Aaret 1813. Det blev et Tilbagegangens Aar for ham.
Hverken i Konversationslystspillet (»Kanarifuglen«) eller
i den dramatiske Idyl (»Ærlighed varer længst«) var den
nordiske Tragedies Skaber inde paa et Omraade, han kunde
beherske, og i Sørgespillet »Hugo von Rheinberg«, som
skulde tage Publikum med Storm ved at byde det »stark
Getränke«, frembragte han kun en Monstrositet af den
Kotzebueske Art, en Opdyngning af effektfuldt Raamateriale,
som hans Muse kun momentvis har kunnet faae Bugt med.
Henimod Slutningen af Aaret udkom anden Del af »Digtninger«
med de fem Fortællinger »Reichmuth von Adocht«, »Maleriet«,
»Lykkeridderne«, »Munkebrødrene« og »Eremiten«, i
hvilken sidste den smukke Gravsang »Lær mig, o Skov, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
