Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Baggesen - Oehlenschläger 1815-1816
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Side af Baggesens kæmpende Personlighed. I Epistlen
»Nedfarten til Helvede eller Naturens ars poetica«
forekommer den fortrinlige æsthetiske Troesbekjendelse:
Mig synes, Digteren bør more
sit Selskab lidt paa Livets Vej;
jeg derfor ej det lange Store
kan lide, thi det morer ej.
Mig synes, at han bør i Sange
sin Næstes Aand opmuntre lidt,
jeg derfor ej det store Lange
kan udstaa, thi det kjeder tidt.
Mig synes, at hans høje Stemme
bør være Tidens ædle Tolk,
og at hans Aand bør være hjemme,
hvis han vil synge for sit Folk.
Mig synes endelig, at Gaaden,
som løses bør i Poesi,
er ikke Knuden selv, men Maaden
som Knuden løses paa deri.
Og i den sidste af Epistlerne, »Alenekampen eller
Apologi for Litteraturbladene«, henstiller Baggesen sin
polemiske Færd til Fremtidens retfærdige Bedømmelse:
Min rene Stemme, Sandheds kjække Tolk,
vil engang - naar de Storme, som nu bruse,
vildt overdøvende den kjælne Muse,
har lagt sig - skjelnes af mit Folk!
Det vil engang - naar Hines Skrig er glemte,
der, Skraal i Skraal, dets Øre lidt forstemte -
gjenkjende Danas egen Melodi,
de Hjemmets Toner, ingen Tydsk mig lærte,
som Dannersprogets Kilde risler i,
som smelte hver en Tidens Lyst og Smerte
til Henflud i en evig Harmoni,
og som med Renheds eget Trylleri
gjenklinge vil i Folkets rene Hjerte,
naar Sangforfølgelsen bag Graven er forbi!
Men trods al poetisk Polemik og theoretisk Kritik fra
Baggesens Side endte Aaret 1814 med en glimrende Sejr
for OEHLENSCHLÄGER, thi i December udkom hans »Helge«,
et af hans fuldkomneste Digterværker, et af vor Poesis
Klenodier. Her havde den store Digter fundet sig selv
igjen - maaske ikke ganske uden Baggesens Medvirkning,
thi det ligger jo nær at antage, at Oehlenschläger,
hvis forfængelig-følsomme Natur sikkert har lidt
under Modstanderens behændige Angreb, kan i sit
stille Sind have gjentaget sin Ungdoms Kraftudbrud
og med en privat Indrømmelse af Dekadencen i »Hugo«
og »Røverborgen« slaaet i Bordet for sig selv og
udbrudt om sin Digtning: »Ja, den er sunken, men den
skal F. g. m. rejse sig igjen!« Ialfald
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
