Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger 1815-1816
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
koncentrerede han sig i udvortes Forstand, thi han lejede
for Sommeren en Stue i Degneboligen paa Frederiksberg,
hvor han havde gaaet i Skole som Barn, og langt fra Byens
og Fejdens Larm skrev han her sit herlige Digterværk.
I »Helge« staaer han atter i sin fulde Ungdomskraft -
det maatte allerede Digtets allerførste Linier overtyde
enhver Tvivler om:
Kong Frode staaer i Lejregaard,
han gav sin Broder Ulivssaar,
det var stor Ynk og Smerte:
ung Halfdan ligger krum paa Skjold
med Staalet i sit Hjerte.
Med fyrig Kraft hensætter Digteren os strax midt i
Begivenheden og tegner med uforlignelig plastisk Fynd
Handlingens Hovedskikkelse, Halfdans kjække, iltre Søn
Helge, i hans Modsætning til den besindigere Hroar. I
Introduktionen, »Frodes Drapa«, som ender med den
onde Konges Drab efter Julegildet og Halfdansønnernes
Kaaring, er den Skjæbnetraad lagt tilrette, som i
den følgende Afdeling, »Helges Eventyr«, indslynger
sig i Heltens Liv og gjennem hans af Digteren saa
yppigskjønt skildrede sandselige Natur fører ham til
den tragiske Undergang i Tragedien »Yrsa«.
Overfor dette Mesterværk forstummede Baggesen - en
Taushed, som dømmer ham. Det er ikke muligt Andet,
end at han, der som Modvægt mod sin Kritik saa
jevnlig fremhævede Ypperligheden af oehlenschlägerske
Arbejder som »Vaulundur«, »Hakon Jarl«, »Baldur«
og Romancerne, ikke skulde faae et levende Indtryk
af, at i »Helge« havde denne Digtning nu sat Blomst
igjen. Og da han bestandig gjorde gjældende, at
det kun var mod Udartningen hos Oehlenschlager,
han førte Krig, mod det Lave og Aandløse eller mod
det altfor Himmelstormende og Fornuftforladte, mod
Sprogets Forsømmelse og Kunststilens Forvanskning, saa
var det unægtelig paafaldende, at han ikke offentlig
(thi privat roste han det) havde et Ord tilovers for
et poetisk saa lødigt, saa kunstnerisk behersket,
stilfuldt og ved sproglig Skjønhed saa umiddelbart
fængslende Værk som »Helge«. Istedetfor at hylde den
gjenopstandne Oehlenschläger, fordybede Baggesen sig
i de Grublerier, der efterhaanden formede sig til Gaaden
»Det evige Sindbillede, ikke blot Litteraturens
Oprindelse, men Filosofiens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
