Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fejdens sidste og bitreste Afsnit 1817-1820
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for Dumhed eller Afmagt, og som for ramme Alvor siger,
at han ej blot erkjender en beundringsværdig Magt
i Oehlenschlägers Ord, men skjønner ikke rettere,
end at det fornemmelig var dem, som opvakte og
oplivede ham.« Dette hindrer imidlertid ikke, at
Baggesen har Ret i sin Paavisning af Oehlenschlägers
senere Dalen, og her gjør Grundtvig fælles Sag med
ham: »Hin Baggesenske Paastand om Oehlenschlägers
dybe Digter-Fald, den Paastand er ikke blot hans,
men ogsaa min; og siden den skal være en Brøde, saa
tilegner jeg mig den som Ophavsmand, indtil man viser
mig den i en ældre Bog end min lille Verdens-Krønike
fra 1812. Ingen mene, at jeg er dum nok til at tro,
der bevises Andet ved, at jeg tilegner mig Paastanden,
end at den ikke er et Opspind af Baggesens Misundelse,
og at den mellem Dannemarks æsthetiske Forfattere har,
foruden Baggesen, idetmindste een Forsvarer, og det
en Forsvarer, som, naar han vilde være partisk,
efter al Sandsynlighed maatte snarere være det
for Oehlenschlager end for Baggesen, mod hvem, som
Aand, han nok er den Eneste, der drog tilfelts.« -
Grundtvigs profetiske Kraftstil i disse Artikler
og i en samtidig »Om Tylvten, til Vedkommende«
(»Skilderiet« Decbr. 1818), efterlignedes paa en
kostelig parodisk Maade af POUL MØLLER i hans »Forsøg
til et Himmelbrev i Grundtvigs nye historiske Smag«.
Baggesen følte sig stærkt bevæget ved at modtage den
redelige og stærke Haand, som raktes ham. I et Digt
udtaler han sin dybe Glæde over, at hans »Alenekamps
syv Aar er omme« og sin Fortrøstning til, at Striden
nu vil træde ind i et alvorligere Stadium:
Ene mod det myldrende Gemene
turde jeg ej Naale selv forsmaa.
Men nu strider jeg ej mer alene
mod den lange Kæmperad af Smaa.
Nu er Kampen ikke mer ulige
mellem enkelt Pen og Pøblens Haand.
Alle Tidens strakte Fingre vige
for en Evighedens Tvilling-Aand!
Alvorsdagen er i Storm oprunden,
Spøgelsernes skumle Nat forsvandt.
Vidar har sin Vali-Magni funden -
Vid nu fægter ikke blot mod Tant!
Med mig kæmper nu til Slagets Ende
Vennen, som min Sang i Drømme saae,
Vennen, som var, kjæk, min Svagheds Fjende,
og som Styrken nu kan lide paa.
Der havde været et enkelt Tidspunkt af dette Fejdens
sidste Afsnit, da det syntes, som om den skulde
afsluttes paa en harmonisk og for begge Parter ærefuld
Maade. Midt under Baggesens fortsatte Brevskriveri
udkom i Novbr. 1818 Oehlenschlägers skjønne Idyl »Den
lille Hyrdedreng«. Dens rene Poesi henrev Baggesen til
uforbeholden Anerkjendelse, og i sit under dette Indtryk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
