Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christian Hviid Bredahl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
I den ydre Livsførelse saavelsom i den fortrinsvis
demokratiske Samfundsopfattelse og i deres Stilling
udenfor Centret for de litteraire Bevægelser er der
ikke liden Lighed mellem den Jydske St. St. Blicher
og Sjællænderen Christian Hviid Bredahl. Han blev
født paa en Forpagtergaard i Sorø-Egnen den
30. Oktober 1784. Tolv Aar gammel blev han optagen i
Slagelse Skoles Samfund af indisciplinerede Vildmænd,
og han var her en af de Faa, der ikke ansaa det for
en Skam at lære Noget, medens hans store legemlige
Styrke unddrog ham de sædvanlige Mishandlinger og
i Forbindelse med hans stærke Retfærdighedssands
og udprægede Had til alt Tyranni gjorde ham
til de Svageres Værn. Ingemann har skildret sin
Skolekammerat, som han dengang var: »I hans mørkeblaa
Øjne laa der en besynderlig Alvor og Kraft; hans
ikke høje, men brede, stærke Pande var omsnoet af
brune, tætkrøllede Lokker. Han gik gjerne, taus og
indesluttet, op og ned mellem de to store Linde
udenfor Skolen med en Bog i den ene Haand og, om
Morgenen, med sin Frokost i den anden. Han tog ingen
Del i den vilde Tummel paa Kirkegaarden, hvor Skolen
laa. Kun naar det gjaldt om at naa Kirkefløjet med en
Sten, kunde han faae Lyst til at kyle en temmelig tung
Sten højt op over Taget; og naar en Bold faldt ham i
Haanden, blev den gjerne usynlig ved hans Kast. Fløj
en Høg eller Glente over Kirkegaarden, kunde han
længe stirre efter den med et sigtende Jægerblik og
syntes kun at mangle en Bøsse, for at naa den mellem
Skyerne. Naar de andre Drenge løb fra Skolen, gik
han ofte op i Kirketaarnet og trak Klokkestrængen for
Ringer-Lisbeth eller »Kjærlingen«. Undertiden kunde
man se ham hjælpe hende med Graverarbejdet. Han stod
da gjerne nede i Graven og kastede den løsgravede
Jord op med en Skuffe. Et Par Dødningeben eller en
Pandeskal kunde af og til følge med, og det gav
da gjerne Anledning til underlige humoristiske
Samtaler om Død og Forkrænkelighed mellem ham og
»Kjærlingen«. Der var en Slags Lystighed i den Livs-
og Dødsforagt, hvormed den tilkommende tungsindige
Digter og den mærkværdige karlemæssige Ringer-Lisbeth
med den bredskyggede Mandshat over det røde, koparrede
Ansigt og Karletrøjen over Bondekvindedragten
betragtede disse Rester af bekjendte eller ubekjendte
Mennesker, som altid fremkalde en besynderlig tragisk
Stemning. Ringer-Lisbeth var maaske Forbilledet for
hans »gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
