Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - J. L. Heiberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
For at opklare denne Misforstaaelse trak Heiberg
Hovedlinierne af den hegelske Æsthetik i det »Svar
paa Hr. Prof. Oehlenschlägers Skrift«, der gik gjennem
en Række Numre af »Fl. Post« 1828 - den første kritiske
Afhandling, der i vor Litteratur forlader det blot
personlige Skjøns og den individuelle Motiverings Stade,
for at bevæge sig i Begrebernes Sfære. Heiberg benægter
ikke det umiddelbare Indtryks Ret som Bestanddel af en
æsthetisk Dom; tvertimod, han hævder, at det Poetiske i
Almindelighed maa overlades til den umiddelbare Følelse,
medens kun det Tekniske bliver Gjenstand for Kritiken,
men Begrebet »det Tekniske« opfatter han i en langt mere
udvidet Forstand end tidligere. Han gjør opmærksom paa,
at der var en Tid, da man i alle Lande, forledet ved en
misforstaaet Efterligning af de franske Mønstre, næsten
ganske oversaa det Poetiske i Kunstværket og ene og alene
holdt sig til det Tekniske; men hvad man dengang
behandlede som den tekniske Betragtning eller Kritiken,
var følgelig ikke Andet end en tom Undersøgelse af,
hvorvidt ethvert Digterværk svarede - ikke til den
Digtart, hvorunder det henhørte, thi den enkelte Digtart
kan ikke udvikle sig uden af det Poetiske i Almindelighed
- men til de almindelig antagne Meninger om Digtarten,
som Fordom og Konveniens engang havde indført som
ufravigelige Troes-Artikler. Da der vaktes en ny poetisk
Aand - herhjemme ved Oehlenschläger - fulgte der med den
en ny Kritik, som med Rette ansaa det for det Vigtigste,
først at undersøge ved ethvert Digterværk, om det
Poetiske var tilstede deri, thi ellers kunde den spare
sig al videre Betragtning; denne »poetiske Kritik«, som
endnu er den gængse, skjøndt den nærmest kun trætter ved
sine evindelige Tautologier: »Dette er skjønt, fordi det
er skjønt«, eller »Dette er slet, fordi det er slet« -
den er imidlertid selv kun Overgangen til en tredie Art,
som er den eneste rigtige; thi hvo føler ikke, at der
ved hin anden Art af Kritik egenlig slet ingen Kritik
fremkommer, men kun Erkjendelse af Digterværkets poetiske
Fortjeneste i Almindelighed, hvilken Erkjendelse bedst
overlades til den umiddelbare Følelse, eftersom den ikke
kan motiveres, med mindre man gaaer ind i det Tekniske?
Den første Art af Kritik maa saaledes optages paany, men
renset for den væsenlige Mangel, som forhen plettede den.
Bedømmelsen af det Tekniske er uundgaaelig, men den maa
støtte sig paa Følelsen af det Poetiske, d. e. Kritiken
maa, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
