Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thomasine Christine Gyllembourg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
huslige og daglige Forhold en stor Vigtighed. De ere
for alle Mennesker det Nærmeste, for alle Mennesker
den Kilde, hvorfra deres Lykke og Ulykke udspringer,
ja ikke blot deres Lykke og Ulykke, men som oftest
deres Dyder og Laster. Jeg indseer vel, at der gives
mere ophøjede Emner, men det forekommer mig, som
om disse let kunde føre udenom Novellens Grændser;
og ialtfald drømmer jeg ikke om at kunne flyve som
Ørnen til de Regioner, hvorhen det uvæbnede Øje ikke
kan følge; men Forfatteren til en Hverdags-Historie
bygger som Svalen paa Menneskenes Huse og istemmer
der sin fordringsløse Sang.«
»Alles schon dagewesen!« siger Rabbi ben Akiba. Hvad
man med et af de allermoderneste Stikord kalder
»Milieu’et«, er allerede her paapeget som noget
Væsenligt ved Novelledigtning af Hverdagshistoriernes
Art, men et saadant Milieu er ikke saa lige at
løbe til, naar det virkelig skal have mere end
Tilfældighedens eller Vilkaarligheder Karakter. Fru
Gyllembourg var da ogsaa naaet forbi de Halvhundrede,
inden hun begyndte at udforme sit Livs Erindringer i
digterisk Komposition, og dette Liv havde været mere
end almindeligt rigt paa Skjæbner og Omskiftelser, alt
fra de tidlige Aar underkastet usædvanlig aandelig
Paavirkning. Naar hun nu i sin fremrykkede Alder
skuede tilbage paa det, fik Alt sit rette Værd for
hende: dets Kamp, dets Nederlag og dets Sejr. Hun er i
meget det forrige Aarhundredes Barn; baade husker hun
godt og forstaaer at skildre dets lette Livsformer,
dets overfladiske Forhold til de store Problemer,
og selv mod hendes Villie, uden at der tilsigtes
nogen objektiv Skildring, flyder en og anden Gang
et lidt frivolt Træk ind i hendes Fremstilling som
Vidnesbyrd om hendes Sammenhæng med den foregaaende
Tidsalder. Men fra den har hun tillige medbragt
den humane Opfattelse og Dom, som bestandig leder
hende til at opsøge alle Momenter ved et Forhold,
saa hun i sin Digtning realiserer det skjønne Ord:
at kjende Alt er at tilgive Alt. Hun undgaaer
herved al grel Fordeling af Lys og Skygge, men for
Hurtiglæserne faaer hendes Fortællemaade derved«
en vis ensartet Bleghed, som mishager en nyere Tid,
især da hun giver sig gode Stunder og tager allehaande
Betragtninger med, uden Frygt for at skulle trætte,
da hun veed, at de ere Frugten af megen Iagttagelse
og Selvtænkning. Et hyppigt tilbagevendende Træk kan
der her til Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
