Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poul Møller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Morgen udflugter og Familien paa Ravnshøj, og
kostelige Typer som den uforglemmelige »Licentiat«,
den cynisk-filistreuse Jens Hansen, den jagtelskende
Møller, den med al sin Nøgternhed saa brave Bertel
og den romantiske Vagant Frits selv bringe Liv i
den fragmentarisk fortalte Handling, indtil denne
desværre faaer en brat Død midt i en ufuldendt
Sætning. Et Hovedafsnit af VlLH. ANDERSENS Bog
om Poul Møller gaaer ud paa af denne Novelles
Tilblivelseshistorie og Indhold at drage prægnante
Linier til Forfatterens aandelige Fysiognomi. -
Et komisk Mesterstykke af mindre Omfang, men af
ikke mindre rigt strømmende Lune, har Poul Møller
skjænket os i sin med qvasividenskabelig Grundighed
gjennemførte »Statistiske Skildring af Lægdsgaarden
i Ølseby-Magle«.
Hvis det er et Kriterium for god dansk Poesi, at den
fastholder Kravet til en vis blufærdig Jevnhed Side om
Side med Skjønhedskravet, at den skyer det Opstyltede
og opnaaer de største Virkninger med de naturligste
Midler, saa har Poul Møller, trods sin Digtnings ringe
Omfang, Plads blandt vore ypperste Poeter. Det er ikke
Stuestemninger, men det friske Livs Impulser, der
møde os i hans Digtning, ikke en konstrueret Natur,
men Selvsynet, Blikket for det Betydningsfulde i det
ganske Smaa som i det Store. Man læse f. Ex. hans
»Aprilsvise« med dens saa jevnt, og dog saa
stemningsvækkende gjengivne Naturiagttagelse:
Nu har Viben Æg,
Pilen dygtig Skjæg,
og Violen smaat paa Volden pipper
Gaasen sine Smaa
lærer flittig gaa,
Skaden vindigt med sin Hale vipper;
eller i Digtrækken »Scener i Rosenborg Slotshave«
Monologen »En Rekonvalescent« med dens ligesaa
kunstløse Objektivering af en Situation, hvori dog
saamegen Stemning er indesluttet:
Ud i det Grønne nu jeg flytter
fra den forhadte Lænestol,
og med min svage Haand beskytter
mit Øje mod den blanke Sol.
Skjøndt evig ung Naturen smyktes
faur, som en Jomfru, hver en Vaar,
den aldrig mig saa yndig tyktes
som nu, da Liv jeg atter faaer.
Jeg seer igjen den danske Sommer
og aander Løvets friske Duft
og hører, Fluesværmen brummer
højt i den rene Foraarsluft.
Hist over Spiret Solen sejler,
mildt leer den til den blege Mand,
den sig i mine Knapper spejler
saavelsom i det klare Vand;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
